Jeg løber, så hurtigt jeg kan, lige indtil jeg snubler. Jeg skynder mig at rejse mig op, men det er for sent. Den har fanget med, den skal til at dræbe mig, da jeg med et vågner.
Jeg vågner i min seng, helt svedig og forvirret. Det var bare et mareridt. Men det føltes bare så ægte, så ægte at jeg stadig er lammet i hele kroppen af
skræk.
Gys er for mig en skræmmende og fremmed følelse. En følelse som lammer mig, og er en følelse jeg på ingen måde, har lyst til at opleve, i hvert fald ikke i forhold til virkelige hændelser.
Derfor hader jeg mareridt. Når du oplever et mareridt, kan du ikke bare slukke for det ligesom med en film, nej du er tvunget til at overvære det hele, og imens du gør det ved du ikke at det kun er fiktion, og ikke en virkelig hændelse.
Mareridt er derfor nok det tætteste du kommer på at opleve den samme følelse af gys, som man gør under en virkelig hændelse af gys.
Fiktions gys kan jeg derimod rigtig godt lide. Den følelse af gys som får mig til at holde vejret, og fange mig i sekundet kan jeg godt lide. Det er fordi jeg godt ved det er fiktion, jeg ved godt det ikke er en virkelig hændelse, og at jeg altså ikke er i rigtig fare. Derfor vinder min nysgerrighed over gysen, og tvinger mig altså til at se videre. Det at jeg ved jeg er i sikre omgivelser og at der ingen fare er, gør også at jeg ikke bliver bare halvt så bange som ved gys i virkelige hændelser, hvilket gør det meget lettere at se en gyserfilm.
Det er gratis at oprette en konto