For kort tid siden, så jeg gyserfilmen Annabelle 2. Det var forfærdeligt, skræmmende og hårrejsende. Det var så ekstremt, at jeg sad med hænderne foran øjne og med svedige og klamme håndflader gennem det meste af filmen. Der var lidt af det hele, blod, drab, musik og skræmmende bevægelser. Jeg var skræmt, så skræmt at jeg kunne mærke det rent fysisk. Jeg tror, at hvis jeg alene sad på sofaen, så ville jeg sandsynligvis havde haft et stoppet hjerte. Jeg føler, at hvis man er nær en bekendt individ, øger angsten eller bekymringen sig ikke så meget, som hvis jeg sad alene.
I artiklen Skræmmende skønt fra Samvirke, læser jeg omkring, hvordan vi leger og styre vores angst og hvordan vi skal reagere på ubehag. Jeg læser, at ”Hjernen skelner ikke mellem følelser i forhold til fiktion og følelser i forhold til virkelige hændelser”. Den følelse vi får, når dukken springer ud og skriger, er ægte. Når vi bliver skræmt, så sker der en arousal aktivering, som forbereder vores krop til enten kamp eller flugt. Det er det samme med dyr, når de føler sig truet, beslutter de sig for, at flygte eller at tage kampen op. Der bliver sendt en masse adrenalin rundt i kroppen som gør, at man får et kick, der kan gøre det at se en skræmmende film til en vidunderlig oplevelse.
Det er gratis at oprette en konto