Jeg har faktisk ikke noget imod at køre i bus. Så længe jeg altså har mine høretelefoner med, og hører musik, fra jeg stiger ind, til jeg står af. Men hvis jeg en sjælden gang skulle glemme dem, så er busturen både lang og kedelig, hvor man bare sidder og stirre ud ad vinduet eller på de andre pasagere, der alle sidder helt tavse, og ser både sure og uinteresserede ud. Dette var tilfældet for mig en grå regnfuld dag, hvor jeg kørte den sædvanlige rute i bus 902, der som alle andre hverdage, bragte mig til og fra skole. Jeg var mega irriteret. Jeg vidste jo præcis hvor de lå. Altså hovedtelefonerne. Nå, en enkelt dag uden musik kunne vel ikke skade, tænkte jeg.
Men da turen hjem fra skole begyndte, blev jeg skuffet igen. Jeg havde glemt at hovedtelefonerne jo lå derhjemme. Jeg satte mig surt tilbage i sædet, puttede hætten over hovedet, og hvilede hovedet mod ruden. Jeg begyndte i stedet selv at synge. Ganske lavmælt så de andre ikke kunne høre det. ”Yesterday all my troubles seemed so far away…” Jeg kunne godt lide, The Beatles, og det var jo sandt, for dagen før havde jeg skam husket høretelefonerne. Jeg var virkelig knotten over det. Gad vide hvad man gjorde i gamle dage, da man ikke bare kunne høre musik i hovedtelefoner via sin telefon. Det er ret vildt at tænke på, hvor meget der er sket, fra da ens forældre var unge. Vildt, så meget der er sket på en generation. I dag er det de unge, der hjælper de ældre med teknologi. Men når vi, min generation, får børn bliver det os der lærer vores børn om det. Livet forandrede sig sgu alligevel rimelig meget på kort tid.
Det er gratis at oprette en konto