Jeg kan mærke den nivende følelse i hovedbunden og den ubehagelige lyd af mine skærende tænder, som fylder rummet. Min søster har et godt greb i mit hår og jeg i hendes. Selvom det gør skide ondt, nægter jeg at tabe den her krig til hende. Alle dem som har en søster, som de har været oppe og slås med, ved at slaget er tabt, når man slipper håret. Tiden går, og grebene om håret bliver hårdere og hårdere. Min arm er ved at syre helt til, det er som om den står op i flammer. De små svedperler er lige så langsomt begyndt at samle sig på min pande. Jeg kan ikke, nej jeg må ikke give op. Jeg kan se på min søster, at hun er lige så presset som mig. Hun spænder i kæben, og jeg ved, at det er et tegn for hun giver op lige om lidt.
Det giver mig en følelse af anderkendelse, da hun alligevel er ældre en mig. Jeg kan simpelthen ikke lad være med at smile. Hun kigger først frustrerende på mig og derefter siger ”kæft hvor er det latterligt det her” hun vælter om flad af grin, og jeg falder med i faldet. Jeg kan ikke lade vær med at grine med. For det er da også super fjollet af os, at opfører os sådan. Der ligger vi, heldigvis helt okay uden nogens skrammer eller fremtidige konsekvenser på grund af vores lille krig. Sådan er det bare ikke i den rigtig verden.
Det er gratis at oprette en konto