Analyse af Henrik Pontoppidans 'Muldskud'

Analyserende artikel af ’Muldskud’ fra 1899 af Henrik Pontoppidan

Selvmord er i dag, som i fortiden, et tabuiseret emne, et brud på overfladen. Gerningsmand og offer identificeres med hinanden, og følelserne sammensmeltes hos de bekendte. Følelsen af forladthed, savn og raseri rettes mod den samme person. For 100 år siden var selvmord ikke blot en ’forbrydelse’ mod bekendte, men en forbrydelse mod gud. Man ville aldrig træde ind gennem paradisets porte, men for evigt være fordømt til helvedets pinsler. Dette skulle sikre at datidens fattige ikke forlod livets elendigheder for tidligt, men fortsat tjente de mennesker som levede i et jordisk eden. Novellen ’Muldskud’ fra 1899 skildrer et formuende ægtepar, som med deres velstand har skabt deres eget paradis utilgængeligt for omverdens elendighed. Men ”Livets Jammer og Elendighed” trænger igennem det tæt bevogtede bladehang, og dødens efterladenskab hænger fra det edenske træ, et brud på overfladen, et muldskud i den nydelige plæne.

Novellens begyndelse er en præsentation af det ’jordiske Eden’ som ægteparret i fortællingen har skabt, borte fra ’verdens larm’. Besjælingen i første linje ”Der ligger i en smilende Egn mellem Skov og Sø…” skaber et indtryk hos læseren af stedet som et lykkeligt og fredeligt sted. Den idylliske skildring af omgivelserne fremstiller værket som skrevet af en romantiker. Men grundet den stærke overdrivelse af naturen og objekterne i haven som enten kunstfærdige eller duftende ”Mellem de duftende Rosenbede; eller naar man vandrede mellem de kunst-færdige klippede Ligusterhække,” (s.1, l.15-16), selv springvandets spejling er fyldt med disse ’herligheder’. En overdreven brug af adjektiver som ’smukke, fine, gylden dis, friske, fugtige luft, sød blomsterduft’ gør at omgivelserne bliver sprogligt overpyntet. Intentionen bag disse beskrivelser er, at læseren skal opfatte dekorationen i haven som både kaotisk og voldsom, men også systematisk og harmonisk. Forfatterens formål er muligvis at indirekte kritiserer de rige ved at lave en indefra- og udefra synsvinkel til de riges ekstravagante livstil. Beskrivelserne af omgivelserne er forfatterens måde at parodiere romantikernes skildringer af længslen efter naturen som et himmelsk tilflugtssted. Benyttelsen af besjæling i den første linje er også et tydeligt tegn på en parodierende efterligning af romantikken, da man i romantikken ofte benyttede sig af besjælinger fordi man anså naturen for at have sin egen åndelighed.