Analyse af Henrik Pontoppidans novelle 'Muldskud'

Muldskud er en novelle fra det moderne gennembrud. Henrik Pontoppidan, som skrev denne tekst, er en af Danmarks mest kendte forfattere fra tidsperioden. Pontoppidan var realist og er kendt for at være utrolig samfundskritisk i sine tekster. Han er også kendt som de fattiges forfatter, idet han ofte skriver på en måde der får læseren til at sympatisere med underklassen. Et emne Pontoppidan ofte satte fokus på, var den sociale ulighed og underklassen levevilkår, som altså ikke var specielt gode. Ydermere var dette også en måde at kritisere overklassen, men også samfundet som helhed.

Muldskud handler om et velhavende ægtepar som vil leve meget lykkeligt og fuldstændig uden sorger. Derfor prøver de at skabe en form for jordisk paradis ved at leve væk fra den urolige verdens larm. Men en dag sker der noget som det formuende ægtepar ikke havde forventet. Fortælleren i teksten er en alvidende tredjepersonsfortæller, og denne fortæller er meget ironisk. Et eksempel på fortællerens ironi kan f.eks. være ”I adskillige Aar levede Ægteparret virkelig her i uforstyrret Glæde.” Ordet virkelig giver sætningen en form for ironisk virkning hvorimod hvis ordet virkelig var blevet undladt i sætningen ville man ikke tænke yderligere over det. Med denne ironi får forfatteren læseren til at tænke over, om det virkelig var lykke eller om det egentlig ikke var sand lykke. Og netop ordet virkeligt bliver brugt mere end en gang ”et virkeligt lille jordisk Paradis, i hvilket ikke let nogen Mislyd af Verdens Tummel eller nogen Mindelse om Livets Jammer og Elendighed skulde kunne trænge forstyrrende ind.” igen bedrager ordet med samme ironi og har dermed samme effekt. Udover ironien i teksten er der også brugt rigtig mange adjektiver til beskrivende sætninger. Dette gør, at læseren nemt kan danne sine egne billeder i hovedet. Et eksempel på brugen af adjektiver kan være dette ”Paa Pladsen havde der forhen staaet en beskeden Hytte, fra hvis Tid de gamle Træer i Parken skrev sig; og Jordsmonnet havde været fuldt af store Sten,” her bruges adjektiver såsom beskeden og store og dette tydeliggøre forfatterens beskrivelse af miljøet. ”Husets Tyende og Folk fra Landsbyen nede omkring den stakkels Stymper, der hang der som et Fugleskræmsel under Træets Grene med svulne, blaa Kinder og en lang, sort Tunge ud af Munden.” dette er et citat, som beskriver den døde vagabond og han bliver beskrevet meget rædselsfuldt eksempelvis sammenlignes han med et fugleskræmsel. Der er så et citat lige efter, som fortsætter med at beskrive vagabonden ”Det var en midaldrende Fyr med kønne, endnu i Døden talende Træk, men saa mager og afpillet, at der ikke var Fugls Føde paa hans Krop. I hans gennemvaade 85 Pjalter, i hans mørke Skæg og paa Enderne af hans krampagtigt krummede Fingre hang klare Dugperler og skinnede i Solen som Guld og Ædelstene.”. Dette citat er næsten en direkte modsætning til den tidligere beskrivelse idet der her bliver brugt et adjektiv som kønne og en sammenligning med guld og ædelsten. Brugen af denne idylliske beskrivelse får situationen til at virke næsten hellig eller bibelsk. Et andet virkemiddel som også bliver brugt for at fremme forståelsen og hjælpe læseren til at danne indre billeder, er brugen af sammenligninger for eksempel i citatet ”den stakkels Stymper, der hang der som et Fugleskræmsel” denne brug af sammenligninger fremmer forståelsen for, hvordan dette lig ser ud idet det nok er de færreste der har set en død vagabond. Hele første side af ”Muldskud” er brugt til at beskrive huset og haven, som dette velhavende ægtepar bor i. Dette er stadig skrevet med masser af adjektiver ”Men da alt endelig stod færdigt efter den lagte Plan, var der ogsaa et Mønsterværk, et virkeligt lille jordisk Paradis, i hvilket ikke let nogen Mislyd af Verdens 15 Tummel eller nogen Mindelse om Livets Jammer og Elendighed skulde kunne trænge forstyrrende ind.”. Men i beskrivelsen her er det hele beskrevet idyllisk og fantastisk og præcis som ægteparret gerne ville have det til at være. Det at hele den lange intro er skrevet så smukt gør også, at det kommer bag på læseren da vagabonden dør, dette skyldes, at det ikke virker som om det er det der er bygget op til. Måden teksten er bygget op på og de begivenheder, der sker i teksten, skaber en indirekte samfundskritik. Eftersom hele introen og beskrivelsen af huset er så idyllisk og himmelsk virker det næsten som et eventyr, men eventyret bliver brudt med vagabondens død. Det velhavende ægtepar som er rige står i skarp kontrast til den ensomme og sørgelige vagabond og denne modsætning resulterer i, at læseren bliver introduceret for et gennemgående tema i teksten, nemlig social ulighed.