Den politiske tale skal få os vælgere op af sofaen og ind i stemmeboksene og få os til at reagere på det budskab talen kommer med. Den kan også have til hensigt at råbe de nuværende beslutningstagere op og få dem til at handle anderledes.
Politikere skal derfor, på en jordnær måde og med sans for brug af retoriske virkemidler, være i stand til at påvirke os.
Politisk ordfører for enhedslisten, Johanne Schmidt Nielsen, holdt sin 1. maj tale i 2016 på arbejderens internationale kampdag, den dag hvor arbejderbevægelsen traditionen tro har samledes i fælledparken i København, siden 1890.
I talen er det tydeligt at Johanne Schmidt Nielsen er bevidst om hele kommunikationssituationen. Hendes fremtoning viser at hun er klar over at hun taler til en bred vælgergruppe, og med sproglige og retoriske virkemidler, forsøger hun at fange publikums opmærksomhed.
I sin tale, starter Johanne Schmidt Nielsen med at være meget kritisk overfor statsminister Lars Løkke Rasmussen og blå bloks hidtil førte politik i den siddende regering. Det kan man se i følgende passage: ”Men Lars Løkke Rasmussen har snart haft et år på posten, og jeg ved ikke med jer, men jeg er ikke voldsomt imponeret.”, (s 1, l 2-3). I samme linje kan man se at hun gør brug af retoriske virkemidler bl.a. personlige pronominer som ”jeg” og ”jer”, for at skabe kontakt og for at identificerer sig med sine tilhørere. Hun bruger billedsprog på en humoristisk måde, da hun sammenligner Lars Løkke Rasmussen med en trøffelgris og dens evne til at snuse sig frem til dem i samfundet der har mindst. (s 1, l 4-9). Det gør hun for at tydeliggøre sin kritik af statsministeren og hans hidtil førte politik. Humor finder man flere steder i talen, bl.a. da hun på en provokerende måde, udstiller formand for Dansk folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, ved at henvise til en børnesang på s 2, l 42, ”Hulu bulu, Kristian, hvor er du henne?”.
Det er gratis at oprette en konto