Analyse af 'Kartofler, Kød, noget Grønt'

’Nothing is impossible’ dette er det essentielle budskab som svæver rundt i læsernes tanker efter man har læst teksten Kartofler, Kød noget Grønt som er en del af novellesamlingen Der er ingen bjerge i Danmark (2011). Forfatteren Julia Butschkow er sikker i sin sprogstil, når hun skriver med en enkelthed i de skiftende fortælleres stemmer. I analysen ville der dykkes nærmere på identitetsdannelsen i det senmoderne samfund, samt begrebet det ualmindelige almindelige som gøre sig til kende gennem fortællerens refleksioner.

Novellen starter in media res, hvilket betyder den begynder direkte ind i handlingen. Dette medvirker til at læseren trækkes direkte ind i novellens historie, vi får hurtigt stiftet bekendtskab med skrædderen som jeg-fortælleren indleder novellen med at nævne. Dette ligger fokus på skrædderen fra start, hvori vi fra begyndelsen ved at han bliver en afgørende person for den videre handling. Novellen er opbygget i tre dele indledning, midterdel og afslutning. Butschkow anvender ikke en spændingsfyldt model til at skrive novellen af på, men derimod et lettilgængeligt hverdagssprog og enkelt stil. Som spiller godt sammen med den fortælleteknik Butschkow anvender som er ’show it don’t tell it’, det betyder at måden der bliver oplyst følelser eller humør på bliver gjort gennem handling og dialog mellem personerne. På denne måde så undlader forfatteren at fortælle eller forklare følelserne bag handlingen, dette inviterer os som læsere til selv at analysere og fortolke meningen mellem linjerne. ”Dens krave er i ægte kaninpels hvilket Eva ikke kan udstå. Det ved jeg. Så jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg ikke bare lod være med at købe den” (Side 2, l. 54-56) Her så reflektere jeg-fortælleren over hvorfor hun traf den beslutning som hun gjorde, dette kan vi fortolke til at hun viser en form for usikkerhed både til sig selv men også til hendes forhold med Eva. Det samme gælder i hendes præsentation af skrædderen, han bliver beskrevet ekstremt detaljeret som kan fortolkes til at jeg-fortælleren er betragtet af ham. Derved opstår en form for identitetskrise hos hende, da hun netop føler sig tiltrukket af det der normalt står i kontrast til hende. Denne indre krise er én af mange som præger individet i det senmoderne samfund, hvori identitet ikke er noget som er fastlagt længere men derimod formbar og i evig udvikling.