I mange ionforbindelser sidder der vandmolekyler mellem ionerne i et iongitter. Dette kaldes krystalvand. Et eksempel er FeSO4·7H2O (jern(II)sulfat-vand(1/7)) eller som man tidligere sagde: jern(II)sulfatheptahydrat. Det betyder, at der for hver 1 jern(II)ion og 1 sulfation sidder der 7 vandmolekyler i iongitteret.
Bestem M(FeSO4)(facit: 151,92 g/mol)
Bestem M(FeSO4·7H2O)(facit: 278,05 g/mol)
Nogle ionforbindelser indeholder ikke krystalvand. Et kendt eksempel er NaCl.
En farveløs (hvid) ionforbindelse, som indeholder krystalvand, ”glimter”. Opvarmer man en sådan ionforbindelse, vil man under opvarmningen høre ”knitren”, og efter opvarmning er krystallerne ”matte”. Andre ionforbindelser skifter farve. CoCl2(s) er blå krystaller mens CoCl2·2H2O(s) er røde krystaller
Er ionforbindelsen i stand til at binde krystalvand, kan ionforbindelsen anvendes som tørringsmiddel.
Hos Matas kan man købe poser med fugtfjerner.
Find ud af hvilken kemisk forbindelse ”Matas Fugtfjerner” indeholder.
Har man i laboratoriet fremstillet en kemisk forbindelse, og gerne vil være sikker på, at den kemiske forbindelse er ”tør”, kan man som tørringsmiddel anvende en ionforbindelse uden krystalvand, men som er i stand til at binde vand i krystallen. Ofte anvendes CaCl2, som kan binde 6 H2O pr. formelenhed CaCl2.
Man sætter en spand med 111 g CaCl2 ned i en fugtig kælder. Hvor mange gram vand er denne mængde CaCl2 i stand til at binde? (facit: 108 g)
Det er gratis at oprette en konto