Grænseoverskridende adfærd og #metoo i filmbranchen

Det er menneskeligt at have grænser. Nogen grænser skal overskrides, andre skal ikke. Det er ekstremt individuelt, hvor ens grænser går. Dette gælder også, ift. hvornår man føler sig seksuelt krænket. For nogen er en halv-sjofel kommentar, når man går alene på gaden, nok. For andre skal der mere fysisk kontakt til – eksempelvis i form af et unødvendigt klask i numsen på arbejdspladsen. Igennem de seneste år er der kommet flere bevægelser, som har gjort det muligt for mennesker at råbe op om grænseoverskridende, ja, måske endda krænkende adfærd mellem kønnene. Det har vist sig, fx igennem kampanger som #metoo, at krænkende adfærd i særdeleshed er et problem i film- og entertainment-branchen. Men er dette blot et vilkår, når man vælger at gå ind i en branche, som lige præcis handler om at bryde grænser? Det mener filminstruktør og dramatiker Ole Bornedal i hvert fald, som fik udgivet sin kronik Liktorernes’ tyranni i Weekendavisen, 17. november 2017.

Kronikken blev skrevet som reaktion på, at filmproducent Peter Aalbæk var blevet anklaget for sexchikane af kvindelige skuespillere. Hovedsynspunktet i Ole Bornedals kronik er, at grænseoverskridende adfærd mellem kønnene er et vilkår, når man vælger et erhverv indenfor filmbranchen. Ole Bornedal underbygger sin argumentation med, at jobbet som instruktør og skuespiller – ja som filmarbejder og teaterarbejder – handler om at overskride grænser (s. 1, l. 9-10). Ifølge Ole Bornedal bliver man altså nødt til at indfinde sig med, at overskredne grænser er en del af jobbet, og at man må tage det med et gran salt.