Undervurderer vi problematikken om sexchikane på arbejdspladser?
Den store #MeToo kampagne har overrumplet hele verden. Den har påvirket og rykket det danske samfund, til helt nye højder, da #MeToo bevægelsen gik viralt i 2017 verden over. Ved at læse Ole Bornedals kronik ”Liktorernes tyranni” fra Weekendavisen den 17. november 2017, oplyser den om, og er; en reaktion på filmproducenten Peter Aalbæk, som blev anklaget for sexchikane af kvindelige skuespillere. Vi ser dermed også hans handlekraftige forsøg på at undervurdere selve problematikken omkring sexchikane på arbejdspladser, især inden for filmbranchen. Bornedals grundlag for hans udtalelser, omkring hvordan man skal forvente grænseoverskridende adfærd i filmbranchen er helt og aldeles til grin. Ved dermed at inddrage og tage udgangspunkt i #MeToo bevægelsen, mener Bornedal således at #MeToo bevægelsen er overfladiske og meningsløse anklager om seksuelle krænkelser - Men hvor overfladisk er et argument når der er belæg for det? Hvis man søger pointer med kant, så skal man straks hoppe ind og læse Bornedals kronik. Her kommer han nemlig ind på hvorvidt man skal kunne håndtere samt acceptere seksuelle krænkelser for at blive skuespiller. ”Hvis man ikke kan tåle at se blod, skal man ikke blive kirurg. Hvis man hader at sidde, skal man nok ikke blive kontormedarbejder; hvis man hader mennesker, skal man ikke blive sosu-assistent; hvis man er soldat, kan man risikere at komme i krig.” (side 1, linje 12-14) Bornedal appellerer til at seksuelle krænkelser inden for filmbranchen er helt og aldeles acceptabelt, og derved sammenligner han med kirurger der skal kunne tåle blod, for at være i faget. Dette er så absurd som noget kan være - Han prøver så fint at inddrage sine logiske perspektiver i sine argumenter, men ved at dykke mere ned i det, har hans argumenter ikke nogen substans. Det kan godt være at det giver logisk mening for Bornedal, men der er ikke noget logik i at man skal være okay med, at blive udsat for seksuelle krænkelser for at blive skuespiller. #MeToo bevægelsen og Bornedal er dybt uenige angående hvad der er seksuelle krænkelser. Ved dermed at tage udgangspunkt i Bornedals ven Peter Aalbæk, som blev tiltalt for seksuelle krænkelser i hans branche, holder Bornedal stadig fast i at det er offerets skyld. Han appellerer næsten til at man skal vælge job ud fra ens mentale tilstand, men taget ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, burde ingen vælge deres drømmejob fra, på baggrund af at de er bange for at blive seksuelt krænket. Når et samfund oplever seksuelle krænkelser, skaber det stress og kaos, samtidig med at det afviger fra de normale normer, som er en af grundene til at #MeToo bevægelsen er blevet taget så godt imod i Danmark, fordi vi er et samfund der ønsker tryghed. Derfor vil jeg opfordre jer, til ikke at lytte til Bornedal, når han f.eks. udtaler sig således: ”Han er ved Gud et af de mest brovtende mennesker i det her land, men hvis der er noget, man ikke kan være i tvivl om angående Peter, så er det, at han er, hvad han er, og hvad han står for. Vel nok det mest demaskerede væsen i dansk film og erhvervsliv.” (side 2, linje 9-10) Her appellerer Bornedal igen til at vi skal acceptere folk som krænker andre, på baggrund af at folk skal have lov til at være sig selv. Taget i betragtning at overdrivelse fremmer forståelse - har kriminelle så nogensinde følt sig velkomne og er blevet behandlet ordentligt? Og vil vi som samfund blive ved med at acceptere deres overfladiske og belæg-manglende argumenter mod at vi har skylden selv? Lad os blive ved med at følge #MeToo bevægelsen, for at støtte op om et mere trygt Danmark.
Det er gratis at oprette en konto