Brev til slagmarken - skriftlig fremstilling

Haderslev, d. 6 juli 1916 Vi er alle meget glade for at høre fra dig, og ikke mindst høre at det går godt. Ingen af os herhjemme har endnu accepteret at du, så ung, er taget afsted til Frankrig. Specielt ikke mig, men det tror jeg heller aldrig jeg vil komme til. Der mangler stadig en stor brik i vores daglige puslespil, og tanken om, at du lægger i zonen under kuglerne hverdag, gør kun mere ondt. Vi venter alle på den dag, du vender snuden hjemad til Sønderjylland - eller det nye tyske Haderslev skal jeg vel sige. Hver gang den nye aviser ankommer, får jeg en angst for at kigge på listen over de nye savnet eller faldet danskere. Lov mig dit navn aldrig ville være listed derpå. Du skriver, at du er kommet i hvilestilling, hvor er det godt at høre! Jeg har været så nervøse, siden du skrev, at du var i forreste skyttegrav. Jeg må indrømme, jeg fik det en del bedre, da du skrev du var kommet i reservestilling, men hvilestilling, det kan jeg vist ikke være bekendt at klage over. I radioen snakker de ikke om andet, end hvor meget Tyskland mangler metal. Og tro det eller ej, men nu er de begyndt at tage kirkeklokkerne ned og indlevere dem til omsmeltning! Kalle har været ude og tælle flere gange, hvor mange kirker omkring os der har fået taget sine klokker. Han er helt oppe på 46 klokker nu! Lad os håbe de ikke bliver ved med at komme og tage dem. Byen når jo at blive en helt anden, før du kommer hjem igen! I sidste uge rejste vi lidt nord på, for at fejre tante Anna. Hun lignede sig selv. Det eneste der manglede, var dig, og det gode gamle sønderjyske kagebord som vi kender det. Vi lider nemlig af rations mangel. Det var nu stadigvæk meget hyggeligt, at samles med den del af familien, der stadig er her. Savnet til dig er stort fra os alle. Kalle er “kommet med ind”, som du siger. I påsken sagde han farvel og tak til børnehaven, og sagde goddag til skole. Han har lige nu sommerferie, men du kan tro, han er vokset. Både psykisk og fysisk. Skolen og den nye læring har kun gjort ham godt, dog er en sweater stadig en “fritter”. Inderst inde håber jeg, den ville blive siddende lidt endnu. Det er snart ugentligt, de sender nye soldater ned til det tyske-franske mareridt. Jeg sidder næsten, og venter på, at det bliver min tur. Jeg kan vist ikke lyve, og sige at jeg ikke er bange, for det er jeg godt nok, og det ved jeg, hele familien er. Når jeg tænker på det, bliver jeg vildt ked af det.