Analyse af 'Patienten' af Peter Seeberg

I efterkrigstiden herskede filosofien om eksistentialisme. Det omhandlede, at hvert individ skulle kunne tage ansvar for egne handlinger, og samtidig have friheden til selv at kunne træffe valg. Dette er i takt med, at mennesket skulle leve, før det kunne defineres. Alt dette sker, mens samfundet i efterkrigstiden er igennem en massiv ændring. Ændringen skyldes urbanisering og internationalisering, hvor det i begge processer er nemt for individet at glemme sig selv. Denne samfundsproblematik vælger Peter Seeberg at tage op til debat i hans novelle “Patienten” fra 1962. I denne novelle kommer eksistentialismen til udtryk på en meget konkret måde, da en mand får transplanteret alle sine kropsdele og derfor bliver i tvivl om sin egen eksistens. Peter Seeberg han har en mere nuanceret beskrivelse af de mærkelige eksistenser i hans forfatterskab.

Denne novelle handler om en mand, der lidt efter lidt får transplanteret alle sine kropsdele og organer. Her ses et uddrag fra teksten, der beskriver hvordan han fik transplanteret nogle af sine organer: “... hvorunder dele af tyktarmen og tyndtarmen udskiftes med kunstige slanger og rør, der førte skarnet ud af mine sider…” 1 Under denne proces begynder han at tvivle på sin egen eksistens, da han bliver usikker på om han stadig er sig selv, når intet i hans krop er hans eget. Han spørger flere til råds, og psykoterapeuterne svarer, at det kunne tænkes, at sjælen ikke er i legemet men omkring legemet. Som sagt bliver der sat spørgsmålstegn ved mandens egentlige eksistens. Dette kan ses i citatet her: “ … om de tanker jeg tænker stadigvæk er mine, eller om de er min formands, og om det for eksempel er muligt for mig at huske de tanker, som han har tænkt.”2 Her er det tydeligt at mærke, hvordan han er forvirret over udfaldet af alle de tranplasioner, han har været igennem. Samtidig med hele den forvirring ligger også et spørgsmål om, hvorvidt sjælen er en åndelig eller materiel del af mennesket. “Medmindre jeg selv er et andet usynligt legeme omkring legemet, eller som en usynlig mund, hvor mit syge, rådne legeme blot sidder som en dårlig tand?”3