Novellen er skrevet i 1962 og beskriver den moderne verden, som den har udviklet sig til efter anden verdenskrig. Modernismen kan ses idet af, at novellen er præget af nyere tids teknologi, og troen på Gud ikke eksisterer i samme grad som før. Religionen er altså blevet erstattet af fremmedgørelsen og teknologiens udvikling. Novellen skal få læseren til at tænke over, hvor langt vi i samfundet har udviklet lægekundskaben, og i hvor høj grad den skal bruges.
I novellen optræder en unavngivet hovedperson, historiens fortæller, som grundet en sygdom der hedder “Almindeligt bortfald” har fået amputeret benet. Han får igennem historien erstattet alle legemer såvel som indre organer af proteser og overvejer over tiden, hvorvidt han i det hele taget er sig selv, og om han har fået sin sjæl med sig gennem alle transplantationerne. Novellen er eksistentialistisk, idet hovedpersonen i løbet af historien søger mening og svar i en situation, der er dybt absurd. Hovedpersonen har en stor identitetskrise og lytter derfor til hvad andre mennesker mener om, hvem han har udviklet sig til at være. Han spørger sin hustru hver dag, om hun genkender ham hvorpå hun svarer “‘Åh jo’ græder hun, ‘det er dig. Det er dig.’” Hans hustru siger dog at han stadig er den samme på trods af at han ikke har nogle af sine egne lemmer tilbage, hvilket han affinder sig med. Gennem denne ydre accept få han en slags indre accept: “‘Så lad det være mig,’ siger jeg. Hverdag”. Han vælger altså at leve med den daglige eksistentielle konflikt, at han ikke ved, hvem han er. Det at hovedpersonen forliger sig med sin eksistens kan også kobles til Sartre og Camus eksistensfilosofi, som lægger vægt individets takling af den absurde tilværelse ved at aktivt tage valg og bruge friheden, der eksisterer når mennesket gør sig fri af en gud til at være herre over sit eget liv - og gøre sig fri af meningsløsheden ved at acceptere den.
Det er gratis at oprette en konto