Novelle Kragen

Emil spændte elastikken på slangebøssen op én gang til og kiggede på sit mål. Han lagde hovedet ned på skulderen og lukkede det ene øje for bedre at kunne sigte. Så gav han slip. Dunk sagde det, da stenen ramte træstubben. Han lagde sig på den tørre skovjord, og lod sin krop slappe af. Vinden raslede let i træernes blade, og Emil nød skovens stilhed og ro. Selvom solen var ved at gå ned, var det stadig ikke blevet koldt endnu. De små fugles sang fyldte skoven op med følelse af liv, og græshopperne og spætterne spillede trommer dertil. Et kraftigere vindstød gled langs jorden, og tog blidt fat i Emils hår. Men stilheden blev brat afbrudt af en krage, der havde besluttet sig for, at her var lidt for stille. Emil satte sig op og skuede efter kragen, der blev ved med at krage. “Hvis den dog bare gad at tie stille” tænkte Emil. Men det gad kragen ikke. Kra, kra, kra. “Så hold dog mund!” råbte Emil efter den. Han rejste sig op og løb hen til træet hvor kragen sad. Han svingede med armene for at få den til at flyve væk, så han kunne få noget ro. Men kragen blev siddende. Han tog sin slangebøsse frem og lagde en sten i den. Han spændte elastikken op, kiggede på sit mål, lagde hovedet på skulderen og lukkede det ene øje. Så gav han slip. Men denne gang kom der ingen lyd. Han havde skudt forbi kragen. Kra, kra, kra lød det igen. Den havde ikke rykket sig overhovedet. Nu blev Emil sur. Hvordan kunne den dog være så flabet, at den ikke engang viste den mindste smule frygt? Nu skulle han fandme vise den. Han tog igen sin slangebøsse frem, men denne gang sigtede han ekstra omhyggeligt. Han ramte kragen midt i maven, fjerene fløj af den og den udstødte et ynkeligt forsøg på et krag imens den faldt ned mod jorden. Emil løb hen til kragen og satte sig på knæ. Han løftede den forsigtigt op med hans hænder der var dækket af jord, og mærkede dens sidste hjerteslag. Det føltes slet ikke som han havde regnet med. Nu skulle han vel også snart hjem. Han havde lovet sin mor at være hjemme før det blev mørkt. Emil lukkede døren og tog sine støvler af. Ingen leg mere. Det eneste han kunne håbe på, var at hans far ikke var kommet hjem endnu. Emil trådte ned i køkkenet, hvor hans mor stod ved blusset og lavede mad, og hans søster, Elsa, vaskede tøj. “Hvad er det dog for en tid at komme hjem i?” Udbrød hans mor “Og se dog dit tøj! Tror du, det er meningen, at vi skal gå og vaske dit tøj, hver eneste gang du har været i skoven og pjatte rundt?” “Det sker ikke igen, det lover jeg” Undskyldte Emil. Han kiggede over på Elsa, der, på grund af morens skældud, empatisk kiggede tilbage. “Det håber jeg heller ikke for din skyld! Og kan du så se at få dækket bord før din far kommer hjem!” Svarede moren ledt tilbage. Emil åbnede bestikskuffen, hev fire sæt bestik frem, og