I en alder af ni år var min karrierer som uheldig projektmager på sit absolut højeste. Det var som regel sammen med min dengang syvårige lillesøster, at jeg kastede mig ud i nye hovedløse og uovervejede planer. Vi lavede mange mærkelige ting sammen. Dog husker jeg en bestemt dag bedre end de fleste.
Jeg vågnede en morgen ved en skrabende lyd. Det lød mest af alt, som om nogen havde fundet et stort søm og nu kørte det op af ned ad muren lige uden for mit vindue. Undrende skubbede jeg dynen til side, trådte ned på det kolde trægulv og listede hen til vinduet. Jeg stod helt stille. Dels for at lytte til lyden endnu engang, og dels fordi jeg havde rejst mig lidt for hurtigt op, og værelset nu kørte et par gange rundt. Da mit hoved var klart igen, bemærkede jeg, at den mystiske lyd udenfor nu var stoppet. Rullegardinet foran mig var rullet ned. Jeg var nemlig heller ikke dengang specielt glad for at se ud i mørket om aftenen. Uden gardinet kunne hvem som helst kigge ind. Selv den dag i dag, kunne jeg aldrig finde på at sove uden gardinet nede, og slet ikke med vinduet åbent. Til mit held afslørede den lille stribe af sollys under gardinet, at jeg havde sovet længe nok til, at det nu var lyst derude. Forsigtigt rullede jeg gardinet op. Men ikke helt op, nej slet ikke, kun akkurat lige nok til at jeg kunne kigge ud. Jeg kneb øjnene sammen og skuede anspændt ud over sandkassen, som var og er placeret lige udenfor mit vindue. Til min store overraskelse, var der intet at se. Absolut intet. Jeg var lettet, men også en smule skuffet.
Det er gratis at oprette en konto