Analyse af kronikken 'Her på bunden ser vi skævt til hinanden'

Analyse af kronikken ”Her på bunden ser vi skævt til hinanden”

”Her på bunden ser vi skævt til hinanden” er en kronik skrevet af Esben Maaløe, den er udgivet onsdag den 4. marts 2015 af Politikken. Fokus i kronikken er, at der er stigende ulighed i Danmark. Men samfundet arbejder ikke sammen, i stedet skriver alle de mennesker på bunden, opslag på facebook om hvordan det bliver svære og svære for dem at finde job fx. Stort set prøver Esben Maaløe at fortælle det ikke hjælper, at dem nederst i samfundet og dem øverst i samfundet arbejder imod hinanden, men at man skal arbejde i fællesskab, for at få mindre ulighed i Danmark.

Esben har læst en kronik fra Magnus Harald Haslebos, hvor han rækker ud efter dem på bunden og fremhæver problemerne i uligheden mellem de rige og de fattige. Selvom Esbens kronik er hans holdninger og et svar til Magnus’ kronik, vil han også gerne fortælle samfundet hvordan han synes det skal fungerer. Hans måde at bringe sine holdninger og sit svar ud på, er gennem Politiken, som er en avis. Esbens målgruppe er overklassen, dem med høj indkomst og dem som har en længere uddannelse, da det for det meste er dem, som læser avisen. Hans holdninger er som skrevet ovenover, at der skal bringes lighed i samfundet og at man skal gøre det i fællesskab. Som han også skriver i kronikken ”Vi skal alle sammen eksistere i samme fremtid, og den bliver bedst, hvis vi gør det i fællesskab.” Han mener at samfundet ikke ville kunne fungere i en fremtid, hvis uligheden bliver større og at der burde gøres noget ved det. I kronikken vil Esben gerne argumenterer for, at man skal skabe mere lighed i samfundet. Det gør han blandt andet ved at fortælle at uligheden kun bliver større og større, hvis samfundet ikke gør noget. ”De skal indse, at middelklassen er ved at blive mindre, at udskillelsesløbet er ved at blive hårdere, og at det betyder, at deres risiko for at falde ned gennem socialklasserne vokser dag for dag.” Han synes ikke man skal falde ned gennem socialklasserne, men tværtimod få de nederst i socialklasserne længere op. Derudover refererer Esben til nogle sætninger i Magnus’ kronik, som rygdækning, for at styrke hans holdning og begrunde hvorfor man skal have mere lighed. ”Stor ulighed fører uundgåeligt til magtkoncentration, pengestyring af politik, usikkerhed, mere politi, mere kriminalitet, flere fængsler og forspildte og fortabte liv. Og vil gøre stolte fortællinger om at have klaret den på trods endnu sjældnere. Håbløsheden vil spredes. Og det fører til indhegnede boligområder i bund og top, privat sikkerhed og utryghed.” Magnus påstår hvad han tror der vil ske, hvis uligheden bliver større og samfundet ikke gør noget ved det. Til sidst har Esben også skrevet hans egen mening om, hvad han tror der vil ske, hvis samfundet ikke prøver at fjerne uligheden i fællesskab. ”Gør vi det i konkurrence, splittelse, råben ad hinanden og eksklusion, bliver den forfærdelig og farlig.” Hans overordnede pointe er at skabe lighed i fælleskab. Esben gør brug af årsags-argumentet når han siger, at hvis vi arbejder sammen i fællesskab, vil der blive større lighed. I kronikken bruger Esben logos til at appellerer til modtagerens logiske sans og fornuft, fx når han siger at hvis man ikke arbejder i fællesskab om af få lighed i samfundet, bliver fremtiden forfærdelig og farlig. Dog bruger han også rigtig meget patos, da han har valgt at skrive en lang fortælling om dele af hans livshistorie, hvor han levede i bunden af samfundet, for at appellerer til folks følelser. Han skriver også om hvordan han følte, om hans mors situations, ”Men når hun begynder at fortælle om sin situation som hjælpeløs i systemet, så forstærker det alle ’tabermønstrene’ i mig – dem, jeg prøver at afvænne min hjerne fra at have, og det gør ondt.” for måske at få folks medlidenhed og for at få samfundet til at indse, at det ikke er sådan samfundet og systemet burde være, fordi folk ikke har det godt eller nemt når man er i bunden af socialklasserne. Derudover bruger Esben meget negativt ladede ord, at for styrke hans påstand om hvor dårligt befolkningen har det i de lave socialklasser. Han bruger fx ”de syge og udstødte” Han gentager også sig selv mange gange, ved ofte at fortælle hvor dårligt et samfund Danmark vil blive, hvis man ikke gør noget ved uligheden i fællesskab. ”Vi er lige bekymrede over den stigende ulighed i Danmark, som vil medføre splittelse, ufred og menneskelig lidelse” Det sker også i reference nummer 4. Esben skriver i et højt stilleje, med mange lange sætninger, lange ord og ord der måske er svære at forstå. Esben bruger de lange og ”kloge” ord, for at fange de menneskers i de høje socialklassers opmærksomhed. Det er dem han gerne vil have fat i og samarbejde med, så hele samfundet kan få mere lighed, men som han siger – det skal gøres i fællesskab. Derfor er hans målgruppe også hele samfundet, men mere specifikt, er det dem i de højere socialklasser, da det er dem som han gerne vil have til at samarbejde med dem i de lavere socialklasser.