Ørredens biologi adskiller sig ikke væsentligt fra laksens. Alle typer af ørreder, herunder bæk-, sø- og havørreder gyder i perioden oktober-februar, afhængig af vandtemperaturen.
Hunfisken vælger et stryg med hurtig strøm og stenbund til gydeplads. Her graver hun en gydegrube ved at lægge sig på siden og slå kraftigt med halefinnen. Når hunnen er klar til gydning, stiller hun sig i bunden af gruben, hvorefter hannen indfinder sig. Mens æggene afgives i en lang stråle, afgiver hannen sin sæd, og de befrugtede æg lægger sig i bunden af gydegruben mellem de store sten. Derefter slår hunnen sten og grus hen over æggene med halen, så de bliver dækket til.
Æggene klækker i april-maj, afhængig af vandtemperaturen. Når blommesækken er opbrugt efter cirka 3 uger, forlader ynglen det beskyttede miljø nede imellem grus og sten.
En lang række faktorer har indflydelse på, hvor stor en del af ørredynglen der overlever og bliver til voksne fisk. Hvis der f.eks. dukker 2.000 ørredunger pr. 100 kvadratmeter frem af gydegruset i april, kan man som en tommelfingerregel regne med, at der efter ét år blot er cirka 30 stk. 1-års ørreder tilbage. Efter yderligere ét år vil der kun være omkring 15 stk. 2-års-ørreder tilbage. Altså knap 1 % af det oprindelige antal.
Det er gratis at oprette en konto