”Det var jo dybt krænkende!” lød det med en irriteret stemme et par sæder bagud i bussen engang sidste år. Det var en kvinde, formentlig et sted i 20’erne, som snakkede i telefon. Hun fortsatte med ”Han bliver jo ved med at kalde mig for en ham, selvom han udmærket godt ved, at det er længe siden jeg fik min operation”. Kvinden var altså oprevet over, at hun efter at have været igennem en kønsskifteoperation, stadig ikke blev anerkendt som en kvinde. Til at starte med tænkte jeg egentlig ikke mere over det og lod det bare fare - hvilket nok var for det bedste - for sådan en ciskønnet heteroseksuel normbundet dreng som mig, kan da umuligt sætte sig ind i de komplekse og knudrede tanker og situation havde. Men som du kan se, så røg det tydeligvis ikke bare i glemmebogen, og har givet mulighed for nogle tankers rumsteren på øverste etage. For kan det virkelig passe, at os ’normale’ mennesker er for krænkende når vi udtrykker os omkring disse senmoderne kønsidentiteter? Eller er det de personer, som normalt råber vagt i gevær omkring politisk korrekthed og et ønske om en mere inkluderende tone i debatten, som er for krænkelsesparate og i stedet burde tage den med ro og slappe af? Hvilken en af de to holdninger skal vi holde os til?
Det er gratis at oprette en konto