Voksne har for meget fokus på præstationer og eksamensresultater, mener elever.
I dag læste jeg debatindlægget Jeg får ikke karakterer. Derfor er det en god ting. Af Sigrid Schmidt Hornhavers. Hun skrev både om at flere og flere føler sig stresset, og om forhøje forventninger. Hun skriver også om alle hendes jævnaldrende stresser med 9. klasses afgangseksamen og karakterræs, fortsætter hun med sin normale skolegang. Og om at man godt kan være god i skolen uden rene 12-taller.
Dog er der mange forskellige holdning om de unge skal have karakter eller om de ikke skal? For eksempel skriver Merete Risager om at ”skoleledere, forældre, rektorer, livscoaches og mange andre voksne mennesker skyder al skylden over på de karakterer.”
Hun skriver også om at de voksne måske bare skal give mere anerkendes, Derfor skal vi unge vise de voksne, at en karakter ikke vælter hele læsset. At hvis man får en dårlig karakter for den danske stil, så betyder det ikke, at man selv er et dårligt menneske.
Men hvad er så min holdning. For når disse debatter kommer op, får de os jo også til at vælge side. Altså jeg har aldrig været for karakter men alligevel, når vi som elever har lavet et produkt, vil vi jo også gerne have det bedømt af vores lærere. De fleste af os vil jo også gerne have 10 og 12. Men får det ofte ikke, lige meget hvor meget vi retter lige meget hvor meget vi øver, så står der 4 eller 7 på papiret. Men man kan vel også sige at man i stedet for at give karakterer i skolen, får lærere og forældre en fælles forpligtelse til at forklare eleverne, at alle skolens fag er lige vigtige. Også når vi hører om, hvor mange børn der mistrives, både i hjemmet og i skolen. For dem er karakterer en ekstra bekymring i hverdagen og gør mere skade end gavn.
Det er gratis at oprette en konto