Kunsten at skrive et essay

Et lille essay om kunsten at skrive et essay Weekendavisen 21 juni 1996, 3 . sektion side 8

Øjeblikket. Essayets muskel trækker sig sammen, gør pinefuldt opmærksom på sig selv, trækker al smerte ind i eet punkt. Øjeblikket efter opgiver musklen sin stramning, smerten letter: Essayet åbner sig, overskrider sig selv. JEG begynder med en misforståelse - nej, jeg begynder med en slidt, lidt selvforglemmende lænestol med såret betræk og sammenstyrtede fjedre, for den er en del af misforståelsen eller kan illustrere den perfekt. Fra lænestolen og til verden er der vel sammenlagt en meter, eller sådan har jeg ofte oplevet det: Man kan i ro og mag nå at tage et dybt åndedrag, inden man rejser sig og spadserer direkte ud i det vilde intet møbleret med ægteskaber og løse hunde. Mens man sidder og forsvinder i afstanden, hersker der kun farer i selve sindet og hvad det bilder sig ind. Eller farer er måske så meget sagt, men man kommer fx pludselig i tanke om to ting, og de modsiger hinanden i et tavst skænderi: Jeg tænker på litteraturprofessorens formaninger, der altid stod rødglødende i marginen på mine analyser: Hold afstand til teksten! Og dernæst tænker jeg på Aldous Huxleys kortlægning af essayet som personligt, faktuelt og abstrakt universelt. Jeg vil nødig påbegynde mine erindringer i utide (skønt påbegyndes erindringer ikke altid i utide?), men jeg hænger gerne mig selv ud for at komme endnu tættere på misforståelsen. Og jeg bilder mig ind, at jeg ovenfor allerede har hængt mig selv godt og grundigt ud. Min dårlige undskyldning er, at jeg har forsøgt at imitere den let skødesløse, selvironiske, uforpligtende stil man normalt forbinder et essay med, som betegnede essayet blot en slags ophøjet fritidsstil: Essayet som en herreværelsesgenre, en kultiveret og underholdende genre fuld af løse antagelser ingen alligevel gider efterprøve. HVAD jeg nu allerede et par gange, nærmest i affekt, har kaldt en misforståelse, fører jeg tilbage til den forestilling at essayet udgår fra den lille, nære verden, lænestolsverdenen, der er på behørig afstand af den store, kaotiske, tikkende verden. Jeg fører det tilbage til forestillingen om, at man må holde sig på afstand af tingene for at kunne overskue og gennemskue dem, forestillingen om det »kølige overblik« der sætter den anekdotisk levende skribent i stand til at udlevere sig selv en smule, så pointerne kan prelle igennem med små smæld. Jeg fører det tilbage til den forestilling, at essayet først og fremmest drejer sig om intimitet. Den form for essayskriveri der bestræber sig på at udvinde størst mulig intimitet, er også den der mest hæmningsløst giver sig til at erindre. Den ransager enhver krog for anekdotiske og biografiske og jordiske rester, så teksten rigtig kan komme til at emme af personlighed. Lykkes det til gengæld ikke essayisten at lade teksten med sanselige detaljer og ublu afsløringer, falder essayet øjeblikkeligt sammen, souffleagtigt. Erindringen bliver flad, ligesom personlighedens maske bliver flad som et spillekort og verden flad som... ja, en pandekage. DET er svært ikke at have Montaigne mistænkt for at stå bag misforståelsen, når man mindes hvor kraftigt han betoner det ærlige og oprigtige, det private og personlige i indledningen til Les Essais. Men indledningen er jo den rene og skære vildførelse, et rollespil der leger med den skrivendes identitet, hvis det da ikke simpelthen opløser identiteten ved at pege for entydigt på den: Jeg vil have, at man skal se mig som jeg er til daglig, ligefrem og naturlig, afslappet og uforstilt ... Jeg er altså, kære læser, selv indholdet i min bog, så det ville være urimeligt om du skulle spilde din tid på så ubetydeligt og ligegyldigt et emne. Det kan man muligvis sige. Men fanger man Montaignes bevidst forføriske leg og giver sig til at lege med, åbner essayet sig først for alvor. For så viser det et billede af sig selv som en yderst illusionsløs genre, der som enhver fiktion slider af alle kræfter for at føre læsningen bag lyset, samtidig med at det ødelægger illusionen om at det kan lade sig gøre. Det er måske først og fremmest det, jeg opfatter som en misforståelse: Forestillingen om at essayet for enhver pris må udspringe af en meget snæver personlig verden, og at personligheden i essayet må og skal være en stabil figur, en troværdig figur, hvis højeste formål det er at bekende sig så hudløst som det overhovedet er anstændigt. Leger man den leg, misforstår man Montaignes rollespil eller overser det fuldstændig. Man fører rask væk den levende skribent og det som regel endnu mere levende essayistiske Jeg sammen i en salig forvirring. Derved glemmer man på en meget overbevisende måde, at essayet gør brug af alle de manipulationer og forførelser og gemmelege enhver litteratur lever højt på. LAD mig gøre klart hvad jeg mener med misforståelse. Det er en misforståelse, at essayets intimitet udelukkende skulle være udtryk for »ærlighed« eller »åbenhed«, når nu intimiteten mest er en særlig måde at lege med roller på. Det er en misforståelse, at essayet kan føre en »samtale med læsningen« på andre præmisser end at samtalens forløb hurtigt bliver en del af enhver litteraturs kunstneriske forførelse. Det er en misforståelse, at essayet »bryder illusionerne ned« for at finde »sandheder«, når det nu tværtimod bryder dem ned for at kunne få plads til endnu flere illusioner. Det er en misforståelse, at essayet gør sig »sårbart« af andre grunde end for at opnå læsningens sympati eller dens medlidenhed. Det er en misforståelse, at essayet blotlægger hvordan det famler rundt i »usikkerhed« og »uvidenhed« og »ydmyghed« blot for i en heftig sandhedsrus at fastlægge en menneskelig kondition: Også dets famlen er en del af en kunstnerisk kondition. Det er en misforståelse, at essayet er en »troværdig« genre, for det eneste genren kræver af den skrivende er en vis karakterfuldhed og et vist temperament. Det er en misforståelse, at essayet er en »formløs« eller »skødesløs« genre: Det er blot en meget uprætentiøs genre, fordi den er nødt til at opfinde sine egne regler as it goes along. JEG polemiserer. Jeg polemiserer mod forordet i The Art of the Personal Essay, der ligger urokkelig på det lille bord ved siden af lænestolen. Og ligesom jeg har polemiseret mod lænestolen og dens lille verden uden at bruge den som andet end en deus ex machina da tingene løb løbsk, bruger jeg nu også antologien som en redningskrans kastet herned af Herren selv. For et sted midt i dens oratoriske virvar udbryder E.M. Cioran, at al refleksion handler om at tænke mod sig selv. Og et andet sted forsøger Walter Benjamin at genopleve sin hashrus i Marseilles og kommer til at røbe om den, at hændelser fandt sted på en sådan måde, at tingenes tilsynekomst berørte mig med en tryllestav, og jeg sank ned i en drøm om dem. Endnu et tavst skænderi kunne man sige, hvis det ikke var for selve forvandlingen de begge cirkler om: Den forvandling hvor det skrevne vender sig mod sig selv og får øje på en ganske særlig indsigt i de blotlagte erfaringer. Denne forvandling er, fortættet sagt, hvad jeg vil kalde et essayistisk øjeblik. Det er måske i sig selv et lidt vagt begreb, men i det mindste ved jeg om det, at det består af to ryk i teksten: Først distancerer teksten sig til sig selv, den bryder sin illusion, den kommenterer eller citerer måske tilmed sig selv, eller den udpeger sine svagheder til offentlig beskuelse. Men i selve distanceringen opstår det modsatte af distance, nemlig nærhed eller nærvær, tekstens planer falder sammen, Jeg, læser, erindring, beretning, fortolkning - alt falder sammen, det er ikke længere klart hvem der taler eller hvorfra der overhovedet bliver talt. I denne blafrende usikkerhed springer alle døre og vinduer i teksten op, og indsigten begynder at strømme ud. Men øjeblikket forudsætter grundlæggende ændringer i tekstens selvforståelse. For mens det personlige essay, sådan som det udspiller sig i den urørlige antologi på bordet, grundlægger hele sin ide om essayet på intimitet og fortrolighed og troværdighed (for hvordan fx læse et erindringsstykke af en forfatter, man ikke tror over en dørtærskel?), så forsvinder i det essayistiske øjeblik enhver dialog med læsningen og dermed også enhver fortrolighed. Teksten er ikke længere fortalt af et synligt, nærværende, ærligt berettende Jeg. Det mest præcise man kan sige om den, er at den er fortalt af ingen. LAD mig illustrere hvad jeg egentlig forestiller mig om dette øjeblik ved hjælp af indledningen til Jean Genets Matrosen og Stjernen. Genets romaner fra fyrrerne er ofte blevet kaldt essayromaner, hvorved man givetvis blot har ment at de var fulde af overvejelser og personlige bekendelser. Og det er da også åbenlyst, at en bog der begynder med sætningen: Forestillingen om mord fremkalder ofte forestillingen om hav og om søfolk, snarere giver mindelser om en essaysamling end om en roman. Men sætningen selv, så diskursiv og reflekterende den end er, udgør ikke noget essayistisk øjeblik. Romanens første afsnit består hovedsageligt af en meget lang og lyrisk klingende, næsten bølgende beskrivelse af sømandstøjet som en forklædning med ganske særlige koder. Men et stykke nede i afsnittet står der så pludselig: I den meget lange sætning, der begyndte med: »... den indhyller forbryderen i højtsejlende skyer ...« slap vi os løs i en letkøbt verbal poesi, hvis enkelte elementer var udtryk for forfatterens eftergivenhed over for de virkeligt vanskelige formuleringer. Det er altså under indtryk af en helt speciel bevægelse i os selv, at vi ønsker at præsentere det drama, som udvikler sig her. Vi vil også fremhæve, at beretningen henvender sig til de perverterede. Til forestillingen om hav og om mord føjer sig naturligvis forestillingen om kærlighed eller om vellyst, - og snarere: om unaturlig kærlighed. De to ryk jeg beskrev før som stadier i det essayistiske øjeblik, er det temposkift der her får teksten til at bevæge sig i to retninger: Teksten får først øje på sin egen lyriske patos og citerer den endog, utvivlsomt for at kunne håne den desto hårdere, hænge den ud som letkøbt poesi, dvs. som en alt for følelsesladet svaghed i teksten, hvor den glemmer at tænke sig om. Dernæst undskylder teksten dette udfald med, at der er tale om nogle for forfatteren selv meget »vanskelige« formuleringer i et yderst personligt »drama«. Teksten fremhæver altså sin manglende stilistiske afstand som forklaring pa, at den er kollapset og har måttet distancere sig i den modsatte retning ud af den klamme intimitet. Det er nærliggende at kalde dette første distancerende ryk for et rendyrket stilbrud, for stilen har jo helt indlysende flyttet sig fra poesi til kritik. Det er muligt, at det første ryk i det essayistiske øjeblik ganske enkelt altid kræver et stilbrud. For det er i selve kritikken, at det afgørende ryk finder sted frem mod tekstens egentlige indsigt - den indsigt der i Genets tilfælde drejer sig om, at hele den svælgende beskrivelse af havnemiljøet, søfolkene, deres forklædning osv. først og sidst udspringer af vellyst. SKAL jeg trække nøgleordene op af hatten på det essayistiske øjeblik, må det altså blive stilbrud, kritik, indsigt. Men man kunne også forestille sig at dette øjeblik slet ikke findes, men i virkeligheden blot er en måde at drive essayistisk ønsketænkning på, foranlediget af den afgørende mangel ved essayet i dets standardform (dvs. som »personligt« essay), at det ingen indsigt rummer. Det personlige essay leder frem til indsigt, det er en forberedelse til indsigt, men det rummer den ikke. Mit forslag til hvordan essayet kan nå frem til et særligt indsigtsfuldt øjeblik er det enkle, at man opgiver at finde essayet ved at lede efter en bestemt genre. I min forstand (jeg mener: i øjeblikkets forstand) kan essayet ganske enkelt ikke forblive en genre, for det betegner i sin kulmination netop en opløsning af genren, det betegner selve forvandlingen fra een genre eller een stil til en anden. At planerne, som jeg beskrev det ovenfor, falder sammen, betyder jo ikke mindst at genrerne falder sammen: Teksten rykker om før alle forhåndenværende, tænkelige og mulige genrer, hvor fornemmelsen eller ideen eller blot forestillingen om at skrive endnu er helt nøgen. Det er netop denne fødende bevægelse i skriften, jeg kalder det essayistiske øjeblik. Hvis vi siger, at kritikken opstår så snart litteraturen begynder at observere sig selv, og at kritikken ikke er selve bunden i essayet, men særligt ladede øjeblikke i det, så må de overvejelser ethvert essay består af imellem disse kulminerende øjeblikke, nærmest være en slags blinde overvejelser frarøvet enhver kritisk sans. I så fald er essayet, bortset fra visse højdepunkter, betragtet indefra men skrevet udefra. Så snart forholdet slår om, og teksten skrives indefra men betragtes udefra, har vi det essayistiske øjeblik. DET skænderi jeg konstruerede i begyndelsen, det der handlede om enten at holde afstand (hos litteraturprofessoren) eller slet ingen afstand at holde, men tværtimod være så personlig som muligt (hos Huxley), beskrev den klanglige bund i essayet: Det beskrev forskellen mellem det akademiske og det kunstneriske, og hvordan tonen i essayets klangbund må skifte mellem akademisk kølighed og kunstnerisk sværmeri. Det andet skænderi, derimod, drejede sig om selve øjeblikket, hvor essayet på een gang kulminerer og udsletter sig selv, fordi det opløser sit fundament som var det blot et meget smidigt væv. Det korte argument (hos Cioran) i dette skænderi sagde sammenstød, modstand, konfrontation, mens det mere udfoldede (hos Benjamin) talte om at falde ned i, at blive eet med. At begge argumenter på mærkværdig vis har ret, antyder om ikke andet så hvor urent essayet er. Og antyder det alligevel noget andet, må det handle om at essayet såvel i bund som i top beskriver forholdet mellem begrænsning og overskridelse. For det er jo klart, at personlighedens fylde ikke kan være essayets endemål. Selv om essayet i sit udgangspunkt begrænser sig til Jegets erfaringer og Jegets bekendelser, afhænger hele essayets vellykkethed naturligvis af, om det lykkes at overskride disse erfaringer og bekendelser, så det Huxley kaldte det abstrakt universelle kan skinne igennem. Det var denne perspektivering Montaigne legede skjul med i sin indledning. Hos ham, som i al personlig essayistik, er grundstofferne personlighedens fylde, erfaringens fylde, perspektivets fylde, og de optræder i nøjagtig den rækkefølge. I det essayistiske øjeblik ligner begrænsningen til gengæld nærmest en sammentrækning. Essayets muskel trækker sig sammen, gør pinefuldt opmærksom på sig selv, trækker al smerte ind i eet punkt. Øjeblikket efter opgiver musklen sin stramning, smerten letter: Essayet åbner sig, overskrider sig selv. Det var nøjagtig det der skete i Genets åbningsafsnit, som det viste sig for øjnene af os. Essayromanen viklede sig ud af sin fortælling og blev til et romanessay. LAD mig til slut føre bevis for min uhyrlige påstand om, at essayet ikke i sin fulde udfoldelse er en genre, men derimod en krænkelse af enhver tænkning i genrer. Tag nu fx W.H. Audens krænkelse. Hans ekfrasis-digt »Musee des Beaux Arts« (jeg vælger med fuldt polemisk overlæg naturligvis et digt som bevisførelse) om Brueghels Ikaros-maleri begynder med en linie, man synes man har hørt før: About suffering they were never wrong/ The Old Masters. Eller måske har man ikke hørt den før, men man har hørt noget der ligner, for som essayistisk udsagn minder Audens linie jo slående om åbningslinien i Genets Matrosen og Stjernen. Som i Genets tilfælde giver Audens digt sig straks til at udvide det første generelle udsagn, så der opstår en slags poetisk efterklang, en billedliggørelse af lidelsen og hvordan den finder sted, mens nogen spiser eller åbner et vindue eller blot spadserer sløvt omkring. Det er billedet på de gamle mestres viden om lidelsens human position: They never forgot/ That even the dreadful martyrdom must run its course/ Anyhow in a corner, some untidy spot/ Where the dogs go on with their doggy life and the/ torturer's horse/ Scratches its innocent behind on a tree. Efter denne første konklusion træder digtet et skridt ved siden af sig selv og kommer pludselig i tanke om, hvad der egentlig var dets forlæg, nemlig Brueghels maleri. Indtil da har digtet yderst abstrakt fortolket, hvordan menneskers liv udspiller sig inden for meget store temaer - lidelse, fødsel, martyrium - og hvordan disse temaer styrer tilværelsen på den mest diskrete måde. Men her, i overgangen mellem den abstrakte refleksion og beskrivelsen af Brueghels billede, knækker digtet over i ydre og indre, i distance og ophør af al distance: In Brueghel's Icarus, for instance: how everything turns away/ Quite leisurely from the disaster ... Ligesom Genets tekst uforvarende fik øje på en af sine egne sætninger, vender Audens digt brat blikket, ikke mod sig selv, men mod Brueghels Ikaros- billede. Digtet observerer, det rykker ud af sig selv, det får et klarsyn. Øjeblikket i Audens digt består, nøjagtig som hos Genet, af et temposkift - nemlig fra den mundtlige bemærkning henvendt til... ja, hvem egentlig: »Tag nu fx Brueghels Ikaros...« og så til den dybe vision, hvor digtet pludselig kan se hvordan alting mageligt vender sig væk fra katastrofen: Det kan se, at et menneskes sløve spadseren, børnenes skøjten på en sø, hundenes halsen efter deres hundeliv og hestens kløen sig mod træet alle som een er magelige måder at undgå katastrofen på. Til sidst indser digtet, at nøjagtig den samme magelighed finder sted i Brueghels maleri. For skønt vingerne på Ikaros smelter, så han i sit hovmods ypperste sekund falder ned fra himlen og drukner i havet, passer alle personerne i billedet blot deres daglige rutiner. Ingen opdager, at katastrofen er indtruffet for øjnene af dem. Ved at tænke mod sig selv er Audens og Genets værker med andre ord faldet ned i en identisk indsigt: Genets roman har opdaget hvor skjult, men altdominerende vellysten er. Audens digt har opdaget hvor skjult, men altdominerende lidelsen er. JEG binder en sidste sløjfe. For egentlig svarer Audens beskrivelse af, hvordan alle i ro og mag vender ansigtet væk fra katastrofen, jo perfekt til det magelige lænestolsåndedrag jeg imiterede i begyndelsen. At skrive sit essay på afstand, siger dette sammenfald, er det samme som at vende sig væk fra lidelsen. Og væk fra vellysten. I selve det essayistiske øjeblik løber teksten over af sådanne sindsbevægelser, ja, man kunne tilmed sige at øjeblikket finder sted, så snart en sindsbevægelse eller en oplevelse eller en ide er så påtrængende, at den ikke behøver tænke i form: Ideen befinder sig forlængst hinsides enhver tanke om form, for den er opslugt af at undersøge, hvordan den når frem til indsigt. Jeg ville sige at den når frem til indsigt, så snart den når frem til en forståelse af sig selv. Og hvordan gør den så det? Ja, det gør den fx ved at forholde sig til en fremmed, pludselig erindret ide - fra et tidligere tidspunkt i den skrivendes liv eller fra noget han har læst eller fra en helt tredje kilde. Her er trangen til at erindre det samme som trangen til at se sammenhæng. Sådan som jeg fx pludselig så, at lænestolens magelighed svarede til mageligheden hos Brueghels bønder ved Ikaros' druknen. At essayet i særlige øjeblikke får øje på sig selv, betyder altså også at det får øje på en sammenhæng. I det litterære, det lærde essay (men er et essay ikke altid »lærd«?) betegner sammenhængen ofte et møde mellem en virkelig hændelse og et stykke litteratur. Her forholder essayet sig til hvad der allerede er skrevet, det drager pointer ud af klassikerne og forbillederne. Men fra sin fremskudte position omme foran de øvrige genrer, hvor det vrimler med kunstneriske fortvivlelser og stilistiske overvejelser, kort sagt med al den urenhed skønlitteraturen sædvanligvis er renset for, forholder essayet sig til det der endnu ikke er skrevet. Det forholder sig til selve skabelsesprocessen. Hvis jeg da med en lang finger skulle udpege præcis, hvor dette fantom kaldet det essayistiske øjeblik rent faktisk viser sig, så ville jeg pege på det vendepunkt, hvor teksten begynder at opføre sig som Ikaros selv: Det øjeblik hvor teksten bliver så overmodig, at den kommer til at blande det endnu-ikke-skrevne med det allerede-skrevne, det kunstnerisk fortvivlende med det kunstnerisk fuldendte. Jeg ville pege på det øjeblik hvor teksten går ud over sig selv, det øjeblik hvor den i hæmningsløs ekstase blander vellyst med lidelse.