Ionforbindelser og opløselighed i heptan og vand

Formålet med forsøget om ionforbindelser er at kunne bestemme enkelte stoffers opløselighed i hhv. heptan og vand, for derfra at kunne bestemme en tendens mellem stoftypen og dennes opløselighed i heptan og vand.

Teori:

Elektronegativitet, er atomers evne til at tiltrække elektroner. Atomers elektronegativitet opgives på en skala fra 0,7 - 4,0 hos de enkelte atomer. Hvis atomet har en stor talværdi, har atomet større evne til at tiltrække elektroner i en binding, og omvendt. Når man beregner forskellen i elektronegativitet mellem atomer i et givent molekyle, beskrives det som ?EN, som er forskellen, delta, i elektronegativitet. Atomet med højeste elektronegativitet er Flour (F), dette grundstof har meget kort afstand til kernen og mangler kun 1 elektron. Dette er modsat Francium (Fr) som har lang afstand til kernen og er atomet med laveste elektronegativitet. Atomer med høj elektronegativitet tiltrækker, og atomer lav elektronegativitet frastøder.

Nogle molekyleforbindelser er polære og andre er upolære. Hvis to ikke-metaller, med en kemisk binding hvor de bindende elektroner deles ligeligt og elektronegativitetsværdi forskellen er mellem 0 og 0,5, er det en upolær elektronbinding, og hvis to ikke-metaller med en kemisk binding hvor de bindende elektroner ikke deles ligeligt og har en elektronegativitetsværdi mellem 0,5 og 1,8, er det en polær elektronbinding. En polær elektron binding skal i øvrigt altid være asymmetrisk. Derudover hvis et metal og et ikke-metal med en kemisk binding hvor det ene atom har afgivet en elektron til det andet atom og har en elektronegativitetsværdi på over 1,8, er det en ionbinding.