Jeg er lige vågnet i den fugtige, slugtende boks, sammen med alle de andre slaver. Jeg kan høre at folk går rundt ude foran boksen. Luften er meget tæt herinde, så jeg glæder mig meget til pause. I pauserne er der mange der får slag, fordi de enden er for aggressive eller prøver at flygte. Jeg skal heldigvis arbejde i dag, ellers skulle jeg sidde i den ildelugtende boks.
Lågerne åbner ind til boksen og sollyset rammer skarpt i øjnene. Den friske brise strejfer næsen, det er fantastisk. Vi kom endelig ud i gården, fik endelig lidt plads. Inde i boksen sidder vi helt klemte, så man kan slet ikke bevæge sig. Om morgen når jeg vågner er jeg helt trist, fordi når jeg sover mærker jeg intet til den dårlige luft. Eller noget til alle de svedige mennesker der er klemt op ad mig.
De kalder til arbejde og jeg glæder mig, selvom jeg ikke får noget ud af det, udover lidt plads. Jeg åbner døren ind til køkkenet og dufter den dejlige mad. I dag skal jeg lave mad til guvernøren og alle hans rige venner. Hver gang jeg står og kigger ned i maden jeg har lavet. Tænker jeg altid på bare at spise det, eller at forgifte guvernøren. Han gør intet godt her, udover han giver os mad. Hver gang jeg skal i køkkenet, spiser jeg altid alt det jeg kan. På en normal dag, rumler min mave hele dagen lang. Ikke ligesom normal rumlen, mere rumlen som ”hvis jeg ikke spiser dør jeg”-rumlen. Min vagt er ovre og nu skal jeg ned til de andre.
Det er gratis at oprette en konto