Vi lever i et land med ytringsfrihed. Det vil sige retten til frit at udtrykke sine meninger og holdninger i både skrift og tale uden andres forudgående godkendelse, dog inden for lovens rammer. Man kan altså sige, skrive og på andre måder udtrykke sine tanker offentligt. Men samtidig må man også selv tage ansvar for det. Frygt for vrede og hadefulde reaktioner kan i praksis afholde folk fra at ytre sig.
De seneste år har de mange nye seksualitets- og kønsbetegnelser været en del af en større samfundsdebat, der handler om den måde vi bruger nedsættende ord på.
Kan man kræve af folk at overskue så overvældende en mængde af betegnelser og politisk korrekthed? Kan man omvendt ikke forvente, at man gør sit bedste for at møde og forstå sine medmennesker og dermed bruge betegnelser, andre identificerer sig med?
Debatten om nedsættende ord, vi ikke bør bruge, er aktuel i forbindelse med vores samtaler om folk med vedvarende fysisk eller psykisk svaghed, der begrænser deres mulighed for at fungere fuldt ud normalt. Hvilke ord bruger vi når vi taler med og om mennesker med en anden omstændighed end vores egen? Er der ord vi bør afholde os fra at bruge? Og hvorfor/hvorfor ikke?
Det er gratis at oprette en konto