Verden har aldrig været mere åben for minoriteter end nogensinde før. Desuden har minoriteter aldrig haft bedre forhold end på nuværende tidspunkt, og udviklingen ser ud til at bevæge sig i den positive retning. Man har efterhånden skilt sig af med negative og generaliserende udtryk, som har været med til at såre mange, men hvad betyder det så når en handicappet kalder sig selv for spasser? Kan man som ikke-handicappet have en holdning til om brugen af ordet er okay? Og i så fald er det så også okay for ikke-handicappede at gøre brug af ordet målrettet mod handicappede? Yderligere vil jeg fordybe mig i spørgsmålet om hvad vi kan tillade os at kalde andre. Jeg vil forsøge at besvare disse spørgsmål med et udgangspunkt i de to tekster “Kære Mulle: Jeg vil ikke kaldes ”spasser”” af Sarah Glerup og “’Danmarks lækreste spasser’ formår både at provokere og at tage de provokerede alvorligt” af Lone Nikolajsen.
I debatindlægget “Kære Mulle: Jeg vil ikke kaldes ”spasser”” af Sarah Glerup, som er kørestolsbruger og politiker, afhandler hun problematikken i, at Mulle Skouboe i sin DR2 dokumentarserie ikke er bange for at omtale sig selv som spasser. Dette skyldes, at hun som minoritet føler “at man selv skal bestemme, hvordan man vil identificere sig.” (l.11), og når Mulle promoverer ordet spasser på denne måde, så fratager hun andre handicappede retten til at identificere sig selv. Forfatteren mener problematikken ligger i, at der bliver gjort nar af andre, som ikke er tilfredse med ordet, da de bliver kaldt for politisk korrekte og pylrerøve, og på denne måde “så giver du ikke mig (Sarah Glerup) og andre med handicap ret til at bestemme over vores kroppe” (l.23).
Det er gratis at oprette en konto