Lav en politisk undersøgelse af hvorfor Morten Østergaard blev nødt til at træde tilbage som formand for det Radikale Venstre. Kom herunder ind på mediernes rolle i forbindelse med sagen om Morten Østergaard samt ligestillingsproblematikker.
Diskuter hvorvidt det samme ville være sket i DF på baggrund af kernevælgere, værdier og ideologier. I skal selv finde og inddrage supplerende materiale.
Ligestillingsdebatten griber om sig
I 2017 gik hashtagget #MeToo viralt og tog debatten om ligestilling og seksuelle krænkelser til nye højder i USA. Bevægelsen tog afsæt i sager om grove seksuelle krænkelser i filmbranchen, hvilken resulterede i, at samtlige mænd blev afsat og efterfølgende retsforfulgt for anklagerne om magtmisbrug og seksuelle overgreb. Også i Danmark kom sexisme for alvor på mediernes dagsorden, men bølgen ebbede hurtigt ud, og krænkelsessagerne fik ikke lige så store karrieremæssige og sociale konsekvenser som andre steder i verden.
Nu, tre år senere, falder danske politikere og mediechefer på stribe. Da tv-værten Sofie Linde fortalte om sine oplevelser med sexchikane til en DR-julefrokost, iværksatte hun anden bølge af #MeToo bevægelsen i Danmark, som nu i særdeleshed skyller ind over mediebranchen og Christiansborg. Det Radikale Venstre markerede sig uden tøven som ligestillingens frontkæmpere på borgen, og genrejste den 12 år gamle sag vedrørende den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod, som havde sex med en 15-årig pige til en fest med DSU. Partiets ”principielle og idealistiske tilgang til ligestilling”, som deres ordfører på selvsamme område, Samira Nawa, omtaler den, viste sig dog at få store interne konsekvenser for partiet selv, da partimedlemmet Lotte Roed stod frem med beretninger om krænkelsessager indenfor De Radikales egne rækker. Hun lod den såkaldte ’radikale krænker’ forblive anonym, hvilket medførte tiltagende spekulationer angående krænkerens identitet. Mediedækningen blev massiv, og som dagene gik, strammede nettet sig omkring partiformand Morten Østergaard, som i sidste ende måtte tilstå, at han var krænkeren, samt påtage sig ansvaret for sin fejlhåndtering af sagen. Han gik af som Radikal leder som følge deraf, og udtalte selv at han ikke med troværdighed kunne fortsætte som politisk leder af Det Radikale Venstre. For første gang i Danmark kostede #MeToo-bevægelsen en toppolitikker posten, og en forældet sag om en hånd på et lår, blev grund nok til at gå af som leder. Sagen splitter den danske befolkning, og ligestillingsdebattens kontroverser griber om sig i takt med usikkerheden angående samfundets ’krænkelseskultur’. En undersøgelse af sagens kerne, herunder årsagerne til Morten Østergaards fratrædelse, er højst relevant for forståelsen af denne splittelse. Følgende politiske undersøgelse vil forsøge at besvare spørgsmålet, som Pernille Vermund stillede Samira Nawa i Debatten; ”Var det hånden eller håndteringen, der fældede den radikale leder Morten Østergaard?”. Yderligere efterstræbes det at undersøge, hvilke konsekvenser sagen vil have for det Radikale Venstres fremtid, samt hvor vidt partiet gravede sin egen grav i debatten om sexisme og ligestilling i Danmark.
Det er gratis at oprette en konto