Pigen med tornehånden

Langt ude på landet der hvor kragerne vender, lå der en lille landsby hvor der herskede idyl og fred, der boede en lille familie med far, stedmor og datter Berta. Berta var den grimmeste af alle i hele kongeriget. Hun gik i lasede tøj og gik ikke i skole, som alle andre børn. Ingen vist enligt hun rent faktisk eksisteret, for hendes stedmor ville ikke lade hende komme nogen steder hen, fordi hun frygtede at hun ville blive gjort til grin. Stedmor sagde altid: “En der er så grim som du må endnu ikke gå ud endnu”. En dag gik Berta i alt sin sorg ned til havet kiggede på det spejlbillede der glitrede tilbage fra det rolige vand hun græd og råbte ad sine lungers fulde kraft: “hvordan kan en pige som mig, være grim som en frø som dig”. Hun kiggede ned og der lige foran hende begyndte en tidsel at gro, en tidsel der ikke lige kunne fjernes med et snuptag. Næ, den her tidsel havde ligget der i jorden så længe at dens gøder var blevet lige så stærke som det tykkeste reb. Da skete der noget da skete der noget som ikke måtte ske lige bag ved hende, hænde ved kirken, stod der en person eller skikkelse, så hvid som det rene sne, Berta blev så bange at hun tog et skridt bagud men hun stod så tæt på vandkanten så hun faldt i. Skikkelse kom løbende hen mod Berta der lå i vandkanten som en strandet hval. Da skikkelsen kom helt hen til Berta, viste skikkelsen sig at være præsten. Han satte i et skrig da han så Bertas ansigt. “Å gode gud en heks en heks er kommet til vores lille by” råbte præsten og tog benene på nakken. Berta lå der stadig men hun var landet på tidslen, tornene borede sig ind i Bertas hånd men hun sagde ikke noget hun rejste sig bare som enhver anden og gik hjem. Stedmorens remse kørte hele tiden som en cd med en ris inde i hendes hoved. Da Berta var hjemme igen, sad hendes stedmor og spandt uld, hun så på Berta med et bekymret blik i sine øjne, da så Bertas hånd, som næsten ligner et pindsvin. Berta begyndte at græde og forklarede det hele. Stedmoderen så sur på hende og sagde: “Du må aldrig nærme dig havet igen!”. De prøvede at få tornene ud af hendes hånd, med de sad så godt fast inde under huden. Nogle dage senere løb hun ud til fårene og begynde at græde, til hendes store overraskelse begyndt fårene at tale til hende. De spurgte hende: ”Hvorfor græder du”. Berta græd sin nød til fårene og viste dem hånden. Det ældste får kiggede på hånden, den begyndte at snakke med de andre får, men de gav hende kun det svar hun ikke ville havde. “Gå ned til havet og vask det af”: sagde de. Berta gjorde som sagt, hun gik ned til havet men snublede, faldt ned i vandet og blev helt våd. Frøerne grinte og fuglene hviskede men Berta rejste sig bare og gik hjem mod huset. Stedmoren sad stadig og spandt uld, da Berta kom ind af døren helt våd. Stedmoren stoppede med at spinde og så på hende med et vredt blik og sagde:” Hvad havde jeg sagt til dig om at gå ned til havet”, Berta nikkede “ på din 15-års fødselsdag sender jeg dig ud på tre prøver ”sagde stedmoren. Årene gik og på Bertas femten års fødselsdag, blev hun vækkede før fanden havde fået sko på.