Pigen med klumpfoden

Da sommeren var omme, ville jeg sidde og tilbringe min aften ved, at sidde indedøre og læse en bog. Udenfor regnede det kraftigt og lagde en stille dug på alle spejlene og på overfladen af møblerne i huset. Ude fra haven kunne man dufte de dejlige roser, gennem mit åbne vindue, og rundt om alle vores lamper udenfor, kunne man se de sværmende myg. Jeg havde svært ved at læse, fordi mine øjne ikke var vant til det svage lys. Der gik lidt tid, og mine øjne blev trætte af at læse. På en morgen hvor solen stod højt på himlen, bevægede jeg mig udenfor for at se på havet og dets sejlere. Den bænk jeg plejede at sidde på, uforstyrret, sad en smuk ung dame. Men dog, man lever kun en gang. Jeg satte mig i den anden ende af der, hvor pigen var. Det varede ikke længe før jeg begyndte at snakke til hende. Men hun svarede ikke rigtig. Jeg kiggede nøje på hende. Hun var godt nok smuk. Hendes ansigt var helt rent, hun var en smule bleg, men det var så det. Hendes lyse hår, som var glat og blankt, lå ind over panden til omkring tindingen. Hun fortryllede mig. Hun kiggede lidt på mig, og jeg tror hun havde opdaget, at jeg havde beundret hende lidt meget. Men det var tydeligt at hun bare blev glad. Det viste sig, at vi havde en masse fælles venner, og derfor endte det med at vi præsenterede os for hinanden. Hun boede ikke så langt væk fra hvor vi var. Vi snakkede lidt, og jeg spurgte hende hvordan det kunne være, at jeg ikke havde set hende før når hun boede i nærheden og hvordan det kunne være hun ikke havde været til ballet. Men hun svarede bare, at hun næsten aldrig var ude og at hun mest holdte sig indenfor. Idet nogle kaldte, fór hun sammen. Det var som om hun ikke hørte det, så jeg måtte lige gøre hende opmærksom. Hun rørte ikke på sig. Så jeg var på vej hjem. Jeg spurgte hende om jeg ikke skulle hjælpe hende ned af den glatte trappe, fyldt med mos, eller om hun ikke ville låne min stok. Hun kiggede op i luften, med hendes hænder for ansigtet og brød ud i gråd. Da hun gjorde det, tænkte jeg at jeg nok skulle til at gå. Da jeg var gået lidt vendte jeg mig om og så den smukke pige gå. Men den smukkeste skabning haltede på en stor klumpfod. Bare fordi man er smuk og yndefuld, er man ikke perfekt. Ingen er perfekte.