”Hvad så Adam, hvad har du tænkt dig at gøre? Klamme perker svin! Smut hjem til det hul du kommer fra”. De stod og sparkede, slog, spyttede og råbte ad ham. Endelig kom der nogle andre fra asylcentret ud og fik drengene væk fra Adam, så han kunne rejse sig op fra den hårde asfalt. Han tog kurven med varerne og gik så derefter ind i køkkenet, hvor han lagde dem på bordet. Adam satte sig ned i lænestolen og spekulerede på, hvornår han mon kunne komme hjem til sit egen land og ikke være her i Danmark, hvor folk ikke kunne respektere ham for hans udeende og bagrund. Han tænkte tilbage på da han var hjemme i sit hjemland, og kunne være sammen men alle sine venner, der respekterede ham for den person han var. Alt den lykke han dengang havde, kunne forsvinde på bare en dag. Den dag ville han aldrig glemme.
Den ene dag hvor Islamisk stat bombede Adams hjemby, Den dag hvor han skulle se hans egen far blive skudt foran ham, den dag hvor han aldrig fik sagt farvel til hans mor, og den dag hvor Adam og hans søster måtte flygte fra Syrien. Det var den dag det gik op for ham at han aldrig ville få det samme liv igen, men på en eller anden måde havde han stadig en tanke om at han ville komme tilbage til det gode liv. Adam rejste sig, han vidste lige hvor han skulle gå hen, han bankede hårdt på døren ja så hårdt at selv den gamle dame nede i receptionen hørte det. Det eneste han hørte var ”ikke lige nu” og ”hvad vil du Adam”, ”Luk mig ind Jamie, jeg har brug for at snakke med dig” fik han sagt, men det lød lidt som om han ikke rigtig mente det. Døren åbnede, en stor hvid man mand med rødt skæg, og tatoveringer gik hurtigt ud ad døren. Adam kiggede så ind ad døren og der stod Jamie så med tårer i øjnene og blå mærker ved øjet og hovedet, hun kiggede båre Adam der stod der med en trøje der var helt flænset i stykker, og hudafskrabninger på begge ben og arme. De kom begge med et lidt nervøst grin, som endte ud i et langt kærligt og grædende kram. ”Hvad er der sket” sagde Jamie højlydt, ”Ja hvad er der sket med dig, bare fordi du er den ældste betyder det ikke at du skal bekymre dig mere over mig” sagde Adam mens han kiggede hans søster dybt i hendes tårefyldte øjne. De ville begge gerne hjem til Syrien igen, Danmark var ikke et sted for dem, eller i hvert fald ikke den del af Danmark de befandt sig i. Adam lagde sig bekymret, grædende og bange i seng, han kunne ikke tænke på andet end hvordan det ville være derhjemme lige nu. Adam savnede sine bedstevenner hjemme fra Syrien, var de mon i live, var de også flygtet, måske til Tyskland eller Sverige måske endda Frankrig, til sidst faldt han i søvn.
Det er gratis at oprette en konto