Mohammeds flugt til Danmark

Mit navn er [NAVN A], og jeg har lige taget det sværeste, farligste men samtidig det bedste valg i mit liv. Jeg har valgt at tage flugten fra Syrien til Danmark. Jeg rejste fra mit hjemland for lidt over en måned siden nu, det har indtil videre været en lang og barsk rejse. Jeg har mødt mange unormale ting under min flugt fra Syrien til Danmark, jeg har mødt soldater der slog mig, jeg har set folk der kastede ting efter mig, da jeg passerede grænsen til Grækenland, jeg har alt i alt nærmest mødt alt det barske nu. Jeg er kun 17 år gammel, men jeg har alligevel været igennem lige så meget, som en mand på 60 år har været igennem hele hans liv. Jeg ankom til Danmark for to dage siden, de to første dage har været meget underlige, f.eks. da jeg kom ind i Danmark, råbte folk af mig og alle de andre jeg indvandrede med, jeg forstod egentlig ikke hvad folk råbte, men jeg kunne mærke på deres toneleje, at de ikke kunne lide os. Men jeg tænkte faktisk ikke så meget over, hvad folk syntes om mig, for jeg er jo også et menneske, jeg har vel lige så meget ret til at være her. Da vi har gået i noget tid, bliver vi mødt af en tolk, som vil guide os igennem denne lange og barske proces. Tolken fortæller os at vi skal fortsætte lige frem, og at vi ikke skal tage os af de mennesker, som står og råber af os oppe fra broerne og sidevejene. Den første aften får vi ikke andet end et lille telt og en sovepose at sove i, men alligevel er det mere end jeg nogensinde har ejet. Inden vi skal til at sove, kommer folk kørende med mad, som de selv har lavet. Vi ender med alle sammen at få noget at spise. På andendagen får vi af vide, at vi bliver forflyttet til en flygtningelejr, der kan vi bo indtil, at vi har fået vores statsborgerskab, hvis vi nu altså får det. På denne såkaldte flygtningelejr, får jeg ikke lov til så meget, jeg må være på den plads, vi har til at være på. Der er mure hele vejen rundt omkring flygtningelejren, og jeg tænker ofte, at det er ligesom at være i fængsel, for du er på en måde spærret inde. Mange gange slår det mig, om det har været hele flugten værd, for her får jeg kun lov til at være her på flygtningelejren. I Syrien kunne jeg gå rundt som jeg ville, jeg kunne være overalt, men i Syrien blev folk dræbt hver dag, så i sidste ende var det måske den rette beslutning, da jeg kunne være blevet dræbt i Syrien, og her i Danmark ender jeg nok ikke med at bliver dræbt. Det værste der kan ske for mig i Danmark, er at jeg bliver nægtet statsborgerskab, og at jeg i værste tilfælde bliver nødt til at rejse hjem igen. Efter et par uger i flygtningelejren, får jeg endelig lov til at komme ud for murene, men kun fordi at jeg skal på den Syriske ambassade og ansøge om statsborgerskab. Jeg bliver kørt i bus hele vejen fra Blovstrød, eller som jeg udtaler det ”Blustryd”, jeg har endnu ikke lært så meget dansk, men lidt kan jeg da godt finde ud af. Jeg ankommer til den Syriske ambassade, i det at jeg kommer ind af døren, bliver jeg mødt af en mand ved navn Mahmoud Krawasi, han hilser pænt på mig, og fortæller at jeg bare skal følge efter ham. Vi kommer op på hans kontor, her ligger han ud med at spørge mig hvorfor, at jeg gerne vil være statsborger i Danmark og hvorfor at jeg er flygtet. Vi sidder længe, tiden går og vi bliver ved med at snakke. Til sidst rejser han sig op, han fortæller mig, at jeg har et godt potentiale, for at få et statsborgerskab i Danmark. Efter min tur på den syriske ambassade, kommer jeg ”hjem” til mit værelse på flygtningelejren. Der går mange måneder uden at jeg får noget af vide, jeg hører intet nyt omkring mit statsborgskab, jeg snakker ikke så meget med folk, da jeg faktisk næsten har givet helt op på livet nu. Jeg har mistet alt tro på at jeg får et dansk statsborgerskab, mine dage går langsomt nu, det eneste jeg laver er at lære dansk dagen lang. I dag den 09-11-2009 er det et år siden at jeg kom til Danmark, jeg har stadig ikke fået mit statsborgerskab, men jeg har nu lært dansk nærmest flydende. Jeg har endda været rundt på ture i forskellige byer, jeg har oplevet mange opsigtsvækkende ting ved disse ture, f.eks. når folk råber, at jeg skal smutte tilbage til mit hjemland. Mange folk kigger på mig som om, at jeg var et uhyre, som er kommet for at ødelægge og stjæle alt hvad de ejer. Min eneste hensigt ved at komme til Danmark er, at jeg skal få mig et bedre og nemmere liv. De slemmeste tilfælde er, når folk har læst i avisen, at der har været et terrorangreb i Paris, efter sådanne hændelser kigger folk for alvor skævt på én, de tænker, at jeg er en terrorist, bare fordi at der er et eller andet dumt ISIS medlem, som har udløst en selvmordsbombe i Paris, og har dræbt mange hundrede civile og uskyldige mennesker. Men dagene de går, og de samme ting sker igen og igen, de samme kedelige dage på flygtningelejren hver dag. Men pludselig en dag får jeg af vide, at jeg skal til samtale på den Syriske ambassade i København igen, denne gang bliver jeg mødt af en ny mand, han hedder Ali Suloa. Under mødet fortæller han mig en masse ting f.eks. om sikkerhed i Danmark og mange andre informationer om Danmark. Han slutter samtalen af med en stemme og sætning, som jeg aldrig nogensinde vil glemme ”velkommen til Danmark, du er nu en del af Danmark og en del af vores befolkning, du er blevet godkendt til at få et dansk statsborgerskab” jeg får endda fortalt, at jeg vil blive tilbudt en lille lejlighed, som staten har ”købt” til flygtninge som de kan bo i. Jeg skal bo i en lille lejlighed, sammen med tre andre flygtninge, lejligheden ligger i udkanten af København.