Filmvold som kunstnerisk virkemiddel

Filmvold som kunstnerisk virkemiddel – Reflekterende artikel

Af [NAVN A] 3. V

Har du nogle sinde undret dig over hvorfor mennesker er så fascinerede af vold? Fra børnefilm som Løvernes konge, Peter Pan eller Anders and, til voksenfilm som Blinkende lygter, Olsen banden eller Blå mænd. Vi har alle set filmene. Vi har alle grædt, grint og gyset i nostalgiske tider sammen med vores kære. Vi har alle spillet Mario som barn, og mange af os har også spillet skydespil da vi blev ældre. Men burde vi i virkeligheden prisværdige brugen af vold på film? Er det overhoved nødvendigt at bruge vold, og burde vi retfærdiggøre brugen af vold i filmindustrien? Og hvornår er det i det at volden fungerer og ikke fungerer?

Rasmus Bo Sørensen spørger i sin artikel ”Filmvold” (2019) Ask Hasselbach om hans holdning til brug af vold som filmisk virkemiddel. Hasselbach sammenligner filmvold med folk, der kysser på film og udtrykker, at begge elementer er greb, som kan modificeres, men at det skal give mening i forhold til plottet. I denne sammenhæng nævner Hasselbach hans favoritfilm RoboCop fra 1987 som ”bruger volden optimalt”. I forbindelse med dette kommer Hasselbach med et eksempel fra filmen RoboCop, hvor hovedfiguren bliver udsat for ekstrem vold. Efter at bliver spurgt om hvorvidt denne grad af vold i virkeligheden er nødvendig, udtrykker han: ”… scenen fungerer udelukkende i kraft af det chokerende aftryk, den sætter i sit publikum.” (l. 38-39) Han mener altså at det chokerende udtryk som virkemiddel er vigtig for publikums opfattelse af filmen.