Du lægger billedbogen fra dig. ”Storkene” af H.C. Andersen. Pædagogerne forsøger ihærdigt at belære dig om moralen, ”I må aldrig hævne jer.” De andre børn i børnehaven nikker naivt med. Din nemesis, Peter, har ødelagt dit bedste Pokemon-kort, og du mærker en frembrusende og dirrende følelse af vrede helt ude i fingerspidserne. Målrettet og retfærdighedskrævende løber du mod ham. Du vrider yndlingslegetøjet fra hans små hænder, kaster det overlegent i jorden og sparker. Hævnen er sød, og du venter på den rare forløsning af sejr. Men du mærker intet andet end skam. Peter græder, og hans smerte bringer jo ikke Pokemon-kortet tilbage.
På mange måder er barndommens dumdristige handlinger et pragteksemplar på menneskets drifter, og i barndommen er hævnen naturlig. I dagligdagen opstår hævnen i mange facetter, men frarådes og fordømmes oftest. Alligevel opsøges den gentagende i litteraturen, hvilket må indikere, at der ligger en vis menneskelig almengyldighed i hævnen. Litteraturen forsøger at nuancere svære spørgsmål. Hvorfor hævner vi? Hvilke underliggende hensigter, idealer eller menneskesyn kan hævn som kunstnerisk motiv repræsentere?
Hævnen er en menneskelig reaktion, som gennem årtusinder har været et centralt litterært tema.
Dette påpeges i fagbogen, ”Hævnen som kunstnerisk motor” (2013), af forfatteren Robert Zola Christensen. ”I megen litteratur udgør hævnen en effektiv, kunstnerisk Dynamo.”
Det er gratis at oprette en konto