Den danske folkeskoles udvikling og formål

I 1739 var det helt centralt, at alle børn skulle i skole, drenge, piger og fattige overalt i landet. Det stillede, som den første danske skolelov krav om obligatorisk skolegang for alle børn. Skolens formål var således dobbelt først gode kristne og så nyttige borger. Børnene bliver undervises i guds ord. Alle børn skal lære at læse, skrive og regner. På dette tidspunkt var der ikke nogen faste rammer om hvor længe man skulle i skole.

I 1814 sker der en ændring, man skal tage hensyn til at danne børnene til gode og retskafne mennesker, men det er stadig i overensstemmelse med den evangelisk-kristelige lære. Men man ønsker at give dem de kundskaber og færdigheder, der er dem nødvendige for at de kan arbejde som nyttige borger i staten. På dette tidspunkt blev det fastslået at alle børn skulle i skole regelmæssigt fra de var 7 år til de blev konfirmerede.

“Folkeskolens Formål er at fremme og udvikle Børnenes Anlæg og Evner, at styrke deres Karakter og give dem nyttige Kundskaber. Kristendomsundervisningen i Folkeskolen skal være i Overensstemmelse med Folkekirkens evangelisk-lutherske Lære.”

I 1937 kom den nye skole paragraf og man gik bort fra, at børnene skulle dannes til nyttig og “gode retskafne mennesker”. Man begyndte at vægte højere, at børnene skulle udvikle og styrke deres evner og karakter. Så de havde kundskaber til at klare sig i samfundet men det blev lært ud fra kristelige værdier.