Virkelighed i dokumentarfilm, analyse af 'Armadillo'

En dokumentarfilm skal altid være baseret på virkelighedens historier og være tæt på sandheden så muligt. Man diskuterer oftest hvor meget af virkeligheden man skal inddrage film, nu til dags, er det blevet nemmere, og mere i orden, at skulle jævnfør gendigte scener samt filme flere klip om. Man kan nu se at i den moderne dokumentar er det blevet i orden at gendigte scener og instruere de medvirkende. Man kan ofte som seer kan føle at man bliver holdt for nar, og derfor bør man gøre seerne opmærksom på at den ikke 100 procent virkelig.

Dokumentarfilm har man generelt en tendens til at nogle gange opdigter, hvor dokumentarfilmene bliver ikke baseret på virkeligheden. I artiklen Er det 100 procent virkelighed skrevet af Lise Søgaard, der mener Maria Bäck, at det ikke betyder særlig meget, hvis man i dokumentarfilmen ikke gør det præcis, som det skete i virkeligheden. Et eksempel på hvad Maria Bäck mener “Måske siger vi i filmen, at Jan står op klokken syv, men måske er klokken i virkeligheden ni, når vi filmer ham på vej ud af sengen. Så længe Jans morgenrutiner ikke er det, hele historien drejer sig om, er det totalt ligegyldigt, hvornår sådan en scene er filmet, siger hun.”. Derimod mener Henrik Kastenskov det modsatte, da han synes det ikke er i orden, og man derfor ikke burde kalde det en dokumentarfilm, hvis der ikke kan stoles på dokumentationen. For eksempel siger han “At indsætte fiktive elementer i en dokumentar er i den grad en fejl i min verden, og jeg forstår ikke rigtigt, hvorfor man har brug for det. Hvis vi ikke kan stole på, at et ord som dokumentation henviser til en virkelighed, der ikke er konstrueret til lejligheden, så mener jeg, man skal holde sig fra at kalde sin film en dokumentar.” Som Henrik Kastenskov siger i artiklen ”Er det 100 procent virkelighed”, så skal man ikke kalde det en dokumentarfilm, hvis vi seer ikke kan stole på det. Det kan blive problematisk, hvis man redigerer alt for meget og bruger andre virkemidler. Men det vigtigste for mig, er at man ikke redigerer for meget, så formålet med dokumentarfilmen ændres. Hvis man tager udgangspunkt i Janus Matz dokumentarfilm ”Armadillo”. Målet med filmen er at observere de forskellige personer, og det miljø de befinder sig i. Det overladers til modtageren selv at finde formålet. En dokumentarfilms formål burde være meget tydeligt, ikke noget en seer skal fiske efter. Ude fra trailer kom jeg frem til at formålet med ”Armadillo”, er at vise danskerne den barske sandhed og en anden synsvinkel på krigen i Afghanistan. Man kan diskutere om troværdighed, da det kan være meget manipulerende med dets virkemidler. I Armadillo formår dokumentaristen at fange os seere, hvor musik, lyd og billeder spiller en stor rolle.