Kan man opleve virkeligheden gennem en dokumentarfilm? Eller bilder vi bare os selv det ind? En dokumentarfilm siges at basere sig på virkelige hændelser med virkelige mennesker, der bygger på fakta, oplysninger og oplevelser, der forsørger at skildre virkeligheden. Man forventer, at når en dokumentarfilm kommer på skærmen, så viser den den rå og ægte virkelighed. Men er det altid lige til at optage den reelle virkelighed? Og i så fald kan vi tillade os at kalde det virkelighed når der i de moderne dokumentarfilm bruges rekonstruktioner og fiktionskoder til at subjektivere den i så høj en grad, at det bliver manipulation? Dette dilemma bliver diskuteret i Lise Søgaards artikel fra Kristeligt Dagblad "Er det 100 procent virkelighed?", hvor Lise Søgaard forholder sig kritisk til nutidens definition på en dokumentarfilm.
I artiklen "Er det 100 procent virkelighed?" af Lise Søgaard, bliver man introduceret til hendes holdning om nutidens dokumentarfilm. Hun kritiserer i høj grad de moderne dokumentarfilms brug af genskabelser og fiktionskoder vi kender fra fiktionsfilm. Hun mener, at instruktører bliver for ivrige efter at lave en spændende og medrivende film fremfor en autentisk. Hendes hovedsynspunkt bunder i, at dokumentarfilm bør prøve at gengive virkeligheden, som den er. Hun argumenterer også for, at en dokumentarfilm netop adskiller sig fra mange andre filmgenrer, fordi den beskriver virkeligheden og skal være så autentisk som muligt, som hun udtrykker. Hun mener derfor, at dokumentarfilm skal holde sig fra at lave genskabelser, som om det er virkelighed, da det blot misbruger vores tillid ifølge Søgaard.
Det er gratis at oprette en konto