I dagens Danmark hersker der måske efterhånden en tendens til at tro, at en stor del af det er vises i fjernsynet er virkeligt og sandt. At BS og Bubber virkelig er helt alene i junglen, at Paradise Hotel afspejler de medvirkende autentisk eller at George Bush virkelig er så dum, som Michael Moore hele tiden forsøger at fremvise ham. En dokumentarfilm er ofte meget faktuel, men betyder det at den er sand? Se det er spørgsmålet. Er en dokumentarfilm en skildring af virkeligheden, eller er det bare et kunstværk som en spillefilm, produceret for at tjene penge?
I Max Kestners tekst ”Jeg er en af dem, der tror, at sandheden er min” giver han sin mening til kende, om forholdet mellem dokumentar og virkelighed. Teksen er et uddrag af en artikel fra 2005, trykt i film- og mediemagasinet EKKO. I teksten hører vi om Kestners egen instruerede dokumentarfilm ”Nede på jorden”, at den ikke blev en stor succes, og hvorfor.
Kestners egen film bliver aldrig nogen succes. Den får store hug for at være for meget fiktionspræget, og eksperter har kritiseret den for ikke at være en dokumentarfilm. Kestners selv forstår ikke kritiken, da han ikke ser nogen forskel mellem dokumentarfilm og fiktionsfilm som produkt. Han mener at en god film er instrueret, gennemarbejdet og der er tænkt over tingene, også når det gælder dokumentarfilm. Når folk mener en dokumentar er usand, fordi den er gennemtænkt og godt instruerer, bliver kestner irriteret. Hvis folk synes at en håndholdt, dårligt instrueret dokumentarfilm er mere sande en dem der er filmet med stativ mener Kestner det er at sige, at ikke alle sprog er lige sande.
Det er gratis at oprette en konto