I Danmark er vi meget kendt for at kunne sige nøjagtig det vi vil. Du kan skrive, hvad du vil på sociale medier og sige, hvad du mener på gaden, fordi vi i Danmark har det der kaldes ’ytringsfrihed’. Ytringsfriheden er med til at gøre vores demokrati velfungerende og for også at formindske voldelige udtryk. I dag er ytringsfriheden under pres, fordi folk ikke husker at der kan være konsekvenser når man ytrer sin holdning, da det kan støde andre personer. Det ser vi i forhold til Muhammed-tegningerne, som har medført en række negative udslag for kunstnere rundt omkring i Europa. Personer bag Muhammed tegningerne vil gerne ytre sig, men det har ført konsekvenser med sig, f.eks. da den svenske kunstner blev myrdet. Det har sat gang i en debat, om hvor grænsen går, og om det overhovedet er i orden at gå så langt, som at udgive tegninger for at diskriminere muslimerne og deres profet.
I blogindlægget af Jacob Mchangama kommer han ind på, hvor forkert det er at ytre sin mening, hvis man kommer med en krænkelse. Jacob skriver; ”Blot det at organisere og deltage i en diskussion om islam og ytringsfrihed med deltagelse af en ”krænker” kan være nok.” (s.1, linje 27-29). Det er jeg fuldstændig enig i når, som man siger, at alle mennesker er ens, og deler de samme værdier. Det kan godt være, at man må sige det man vil, men der er ingen grund til at gøre det mere personligt end nødvendigt, bare fordi man er uenig på nogle områder. Men måden muslimerne håndterer det på skal der også være mere fokus på, da man ikke får noget godt ud af at begå terror, når man bliver krænket. Kristne personer vil heller ikke være ligeglade, hvis de bliver krænket, men så tager man en dialog, eller skaber en debat. Man tager ikke hen og myrder hinanden hvis en muslim tegnede Gud som en kartoffel. Muslimer bør gå mere op i ytringsfrihed, da det jo også kan give dem fordele. Man får ikke et bedre syn på islamister, hvis det er, at de bliver ved med at dræbe folk, fordi de bliver krænket. Det splitter menneskeheden ad, at der skal begås mord i stedet for at verbalt putte en ende på det. Der bliver i en artikel fra Berlinske sat spørgsmålstegn ved, om Muhammed-tegningerne skal vises eller ej. Når man skal lære sine elever om ytringsfrihed i folkeskolen, kan det sagtens forklares uden, at nogen bliver krænket. Jeg kan ikke huske på noget tidspunkt, at der har været behov for tegningerne i min skolegang, og jeg ved godt hvad ytringsfrihed gør, og har af betydning for samfundet. Nogle lærere vil gerne bruge det i deres undervisning, mens skoleledernes formand, der i artiklen siger ”Hvis man på forhånd ved, at man krænker nogle forældre og støder elever fra sig, så har man fejlet i folkeskolen.’’ (s. 5, linje 11-12). Der er hårdt sagt, men det giver mening. Kan man ikke undervise uden at krænke eleverne, og så derefter ikke respektere, at eleverne ikke har lyst til at lytte til hvad man siger, er jo okay. Det har de ret til at sige, fordi vi har ytringsfrihed. Claus Hjortdal fra artiklen mener, at man stadigvæk kan undervise om ytringsfrihed i skolerne, eftersom man har gjort det i hundredvis af år. ”Hvis eleverne er mere interesserede, kan man sige, at de kan finde dem på nettet.” (side 6, linje 5-6). Så kan de selv lære om ytringsfriheden i forhold til tegningerne og danne deres forståelse ud fra det. Det må de selv om. De skal så bare være opmærksomme på konsekvenserne, som de elever så kan komme ud for, hvis de krænker andre personer med det. ”Det er billedet, der gør forskellen.” (s. 7, linje 1). Man skal som lærer ikke forvente, at man kan undervise sine elever ved brug af krænkelse, selvom man lige selv syntes det er den måde, man vil undervise på. Så må man finde alternativer, der kan give samme forståelse, uden der behøves fremstilling af satiretegninger. Der bliver sagt ”Man kommer vel så til at undervise i, at ytringsfriheden er en begrænset frihed.” (s. 9, linje 13). Det er ikke blot at hylde ytringsfriheden. Der skal også læres om ytringsrespekt, fordi man skal kunne forvente, at det fører konsekvenser med sig, hvis man bare taler, som man har lyst til uden at tænke på folk omkring sig. Kurt Westergaard tegnede i år 2005 en Muhammed-tegning, hvor muslimernes profet har et skræmt ansigtsudtryk og en bombe i sin turban. Det skabte meget opmærksomhed i medierne, og var med til at starte Muhammed-krisen. Islamister satte en dusør på flere millioner for at dræbe ham. Stadig den dag i dag bliver han truet for livet og er derudover nødt til at være under opsyn af Politiets Efterretningstjeneste. Noget jeg ikke forstår, er at man i Danmark, er stolt over at en kunstner har krænket så stor en befolkningsgruppe, at han skal beskyttes så meget. Han har endda vundet flere priser. Der har været ytringsfrihed i hundredvis af år, og det har betydet, at jeg har kunne ytre min holdning hele mit liv. Det betyder ikke, at jeg skal gå hen til en stor gruppe med somaliske drenge og svine dem og deres religion til på baggrund af nogle fordomme uden belæg, bare fordi der i grundloven står, at jeg har ret til at sige hvad jeg vil. Jeg kan umuligt gå der fra uden konsekvenser, da jeg jo har krænket dem. Det er ikke i orden, at man ikke har respekt for andre mennesker, når man har ytringsfrihed. Man skal kunne respektere andres holdninger. Du skal ikke selv krænke folk med din egen holdning, hvis du ikke engang selv kan tåle at andre kommer med deres holdning, som muligvis ikke er den samme som din.
Det er gratis at oprette en konto