Hele humlen i at være dansker, er måske den at vi er specielle, vi er få, og vi står sammen. Vi er en lille nationalistisk flok, som er sammen tømret til det sidste. Danskerne er m.a.o ét folkefærd, som taler ét sprog, som andre ikke kan. Lighed og frihed er ikke hinandens modsætninger, men kan forenes under rammerne af kuluturelle oplevelser som giver respekt for modstæninger og forskelle.
”Vi er danskere, og vi er stolte af det!” Sådan lyder det fra en artikel bragt af information. Men er andre lande og kontinenter stolte af os? Vi er meget fordomsfulde, og det kan ofte misfortolkes til en smule intolerance. Nationalisme er også en ideologi, som mange af danskerne holder tæt ved hjertet. Nationalismen er en slags følelse af, at ens eget land, folk og kulturelle værdier er bedre end andres. Nationalister kæmper for, hvad de anser for at være deres nations interesser, eller de reagere måske på kolonialisme. Ofte opstår nationalisme som følge af nationale kriser. Man kan eksempelvis nævne vores eget kære Danmark, hvor den opstod i løbet af 1800-tallet. Grunden til, at nationalismen er, og var så brugt en tankegang dengang menes at kunne have noget at gøre med alle de gange Danmark var i krig. Danmark var blandt andet med i Kanonbådskrigen 1807 – 1814, Treårskrigen 1848 – 1850 og den slesvisgske krig i 1864. Som sagt opstår nationalisme af national krise, da man i nød virkeligt er nødt til at vise at man elsker det land, man kommer fra. Det var nyttigt i 1864, efter som man lige havde tabt Holsten, Lauenborg og Slesvig (Sønderjylland), helt op til Kongeåen efter det berømte slag ved Dybbøl.
Det er gratis at oprette en konto