Debatten om intolerance blandt det danske folk er lige nu op og koge. Er vi danskere virkelig lige så tolerante, som vi tror vi er? Eller det noget vi klapper os selv på skulderne over, uden grund.
[NAVN A].
Jeg har altid set tolerance som en dansk værdi. Det er vel noget af det mest danske, at jøderne kan have deres synagoge få kilometer væk fra muslimernes moské. Børn af forskellige baggrunde og udfordringer går i skole sammen, lærer de samme ting og leger i madgrupper sammen. Segregation har aldrig været lov, tværtimod har vi faktisk lovgivninger imod diskrimination af alle slags. Men hvis man kigger under facaderne, er vi virkelig så tolerante?
Forleden gik jeg en tur med min veninde Ersaa. Ersaa er en syrisk flygtning. Hun kom til Danmark i 2015, da flygtningekrisen var på det værste. Ersaa taler fremrangende dansk, og hun går i en helt almindlig dansk 9. klasse. Det eneste der er anderledes mellem mig og Ersaa, er en mørkere hudfarve og en hijab. Langs turen var der blikke fra helt små børn samt voksne (som burde vide bedre). Blikkene var kolde, stirrende og direkte imod Ersaa.
Personerne, der nedstirrede Ersaa, ville aldrig gå op til hende og sige noget, men de tænkte bestemt på det. Det er et fænomen, jeg kalder ’små racisme’, og det er i bedste velgående. ’Små racisme’ og kulturel intolerance ses over alt i det danske samfund – Lige fra middagsbordet til folketinget.
Det er gratis at oprette en konto