Er det for sent? Jeg husker tydeligt første gang, jeg så en del af naturen gå for døden, jeg var 9 år gammel, og jeg var på ferie sammen med min mor, far og lillesøster i Italien.
Det var en sen sommerdag, og solen var begyndt at gå ned, da vores bil pludselige rumlede, som om vi havde kørt alt for hurtigt over et vejbump. Min mor standsede bilen, og vi gik ud for at se, hvad der var sket. Inden min mor nåede at dække mig for øjnene, havde jeg set nok til at huske stunden resten af mit liv.
Det var bare en missekat, tænkte jeg, hvad kan den gøre for, at vi kørte den over. Selv om jeg nu er blevet gammel nok til at se tingende, som de er, undrer jeg mig stadigvæk over, om katten behøvede at forlade verden på den måde.
Det er dog ikke alle, der tager sig tid til at overveje, om menneskets måde at leve på betyder, at naturen skal opleve unaturlige konsekvenser. Nogen mener tråds alt, at det simpelthen bare er uretfærdigt for resten af verden, når mennesket befinder sig på toppen af fødekæden.
Når jeg hører sådanne påstande, kan jeg ikke lad vær med at undre mig, er vi virkelig ikke mere end dyr? Kan vi ikke både befinde os på toppen af fødekæden og på samme tid sørger for, at det vi omgiver os bliver behandlet ordentligt?
Det er gratis at oprette en konto