På barndommens vinger

Jeg troede, at Legoland var et rigtigt land, og at alle mennesker i verden talte dansk. Jeg troede at når jeg drømte ville det hele ske en dag. Jeg troede at min far kunne læse mine tanker. Jeg troede at når jeg sagde hej til min hund vil den svare tilbage. Jeg troede at der sad en masse små mennesker inde i min krop, der styrede vad jeg gjorde og vad jeg sagde. Jeg troede at folk inde i fjernsynet kunne se mig når de talte, og at jorden var flad for ellers ville folk falde væk fra jorden. Jeg troede jeg kunne gå på vandet, så da jeg var i svømmehalen gik jeg direkte ud på vandet. Jeg troede at når der kom røg op af skorstenen var det fordi at der var mange mennesker i huset der røg. Jeg troede at alles liv var perfekt.

Jeg var bange for at gå en tur rundt i stuen. Jeg elskede at lave mad. Jeg elskede at gå i skole. Jeg elskede at være på ferie med min mor og far. Jeg troede at jeg ville få et lykkeligt og normalt liv. Jeg troede at der aldrig ville ske noget ondt i verden. Jeg troede at alting ville blive ved med at være så let, og hyggeligt. Lige ind til jeg blev otte år. Så var der intet der var nemt, og intet der var hyggeligt. Fordi min mor og far lige var blevet skilt. Mit liv var ødelagt, troede jeg. Indtil om aften fordi jeg troede at der var mange onde mennesker. Jeg var bange for at der var et monster under min seng, og jeg var bange for nissen oppe på loftet. Jeg var bange for at en edderkop kunne spise hele min krop. Jeg var bange for min skygge, fordi den blev ved med at følge efter mig. Jeg var bange for at gå ud i køkkenet om aften, fordi min storebror, havde sagt at der stod en mand der ville tage mig. Jeg var bange for at spise spagetti fordi at det lignede orme, der ville spise min krop. Jeg var bange for at gå i skole, fordi at jeg havde brækket armen den første dag. Jeg var bange for min lærer, for hun lignede et monster. Jeg elskede at sidde ude i solen om sommer, og spise jordbær. Jeg elskede at spille fodbold. Jeg elskede at synge mens jeg løb, jeg hørte i radioen om folk der ikke engang havde mor. Nu er jeg tretten år, og sidder her og tænker på at ingens liv er perfekt, ens liv kan altid blive bedrer på en eller anden måde. Så nu tror jeg ikke længere på, at nogens liv er perfekt. Alle kommer til at mærke den smerte der kommer, om det så er fordi en forældre bliver skilt elle noget helt andet så kommer alle til at mærke smerten. Så nu tror jeg ikke længere på at nogens liv er perfekt.