Kender du det, når man ville ønske, at man var usynlig? Hvis du har været på undertøjsshopping med din mor, kender du garanteret følelsen. Det tager ikke mere end EN enkelt kommentar fra den anden side af omklædningsgardinet, til at man beder til guderne om, at der ikke står en klassekammerat bag nabogardinet. Eller når din far, pavestolt, fortæller ligegyldige detaljer om ens tennisstævne til en komplet fremmed kasseassistent, som bare prøver at modtage betaling for en ketcher og komme igennem køen.
Hvad er det egentlig der går galt, når forældre formår at være ekstremt pinlige? Er det med vilje, at de prøver at ødelægge vores sociale liv? Og har de ikke selv haft pinlige forældre? Eller har de bare glemt, hvor surt det var at blive ydmyget foran vennerne? Måske var der bare ikke noget der hed pinlige forældre i stenalderen… Uanset hvad, så burde forældre blive bedre til at forstå, hvor meget man har lyst til at fordufte, når de viser pinlige barndomsbilleder til ham den søde fra tennis. Specielt når man ellers lige havde overbevist ham om, at man er en cool pige, der i hvert fald aldrig har gået til spejder og som ALDRIG har gået med bukser med dinosaurer på!
Det er gratis at oprette en konto