Herman Bang debuterede i 1880 med novellesamlingen Tunge Melodier, der blandt andet indeholder novellerne Pernille og Stille Eksistenser. De stille eksistenser skulle senere lægge navn til en hel novellesamling med hovednovellen Ved Vejen, hvor Bang illustrerer impressionismens finesser. I novelledebuten findes også Foran Alteret, der er genstand for nedenstående analyse og læsning.
Novellens handling udspiller sig til et bryllup, nærmere bestemt en vielsesceremoni. Ægteskabet er et resultat af en økonomisk alliance mellem to familier og fuldendes i kirken foran alteret. Bruden Agnes er tvunget ind i giftermålet for at redde familiens ære og ægter den rige Adolf Boeck efter sin fars ønske. Undervejs i vielsesscenen fodres læseren med bidder af fortiden, der udspiller sig i karakterernes bevidstheder. Disse bidrager til perspektivet og til forståelsen af karaktererne, samtidig skabes nye tanker og spørgsmål hos læseren, som der ikke gives endegyldigt svar på.
Uklarhed er det første, der slår én når man dykker ned i fortællingen og ser nærmere på fortællerinstansen. Ved første gennemlæsning virker det tydeligt at være en heterodiegetisk fortæller, der ikke er på niveau med karaktererne, men ser vielsen udefra med indblik i karakterernes tanker. Dog bliver man ved nærmere eftertanke i tvivl – for hvad nu hvis fortælleren faktisk sidder nede blandt gæsterne? Novellen indledes med ”Dér er han!” (s. 64). Der er ingen citationstegn og det er uklart hvem, der udtrykker sig. Dér kendetegner deiksis og er blot et af mange udtryk for netop dette træk, der giver indtrykket af, at fortælleren sidder nede blandt publikum. Ex: ”Jo, det er ham, den høje, blonde øverst oppe i anden Række” (s. 67). Alle replikkerne og udråbene understøtter tesen og det er svært at holde rede på hvem, der udtrykker hvad og det hele smelter sammen til et sammensurium af stemmer. Ved andet øjekast befinder fortælleren sig altså i centrum af begivenhederne. På trods af disse fortælletræk er det vanskeligt at argumentere for en homodiegetisk fortællestil, da der ikke synliggøres et homodiegetisk jeg, Herudover ville det være urealistisk at en homodiegetisk fortæller havde indre adgang til de andre karakterer. Man må nok derfor karakterisere fortællerinstansen som heterodiegetisk og med indre adgang til flere af karakterernes tanker. Der er nulfokalisering og fortælleren kan bevæge sig frit mellem tid, tanker og fokalisering. Den primære fokalisering er hos Agnes, men fortælleren uddelegerer i perioder også fokaliseringen til Adolf og Etatsrådinden. Det er interessant, at fortælleren i nogle tilfælde ved mere end karaktererne, mens hans i andre tilfælde ikke gør. Han ved, hvordan begravelsen har foregået tidligere på dagen og den viden understøtter den heterodiegetiske tese. Samtidig er han usikker på Adolfs udseende og om hvorvidt han har malet sig under øjnene. ”Men det er maaske kun blaa Ringe” (s. 64). Fortællerens egen refleksion og uvidenhed kommer altså til udtryk her.
Det er gratis at oprette en konto