Højmiddelalderen (perioden mellem 1200-1350) regnes af forskere som folkevisernes storhedstid. Folkeviserne er danseviser.
Stroferne fortæller en episk historie – viserne er overvejende fortællende og beretter om konflikter i middelalderlivet.
Vi kender ikke visernes forfattere – viserne er anonymt overleveret i mundtlig form.
Folkeviser – hovedgenrer:
Ridderviserne (realistiske skildringer af konflikter om magt, ægteskab, jord og blodhævn).
Trylleviserne (visernes trylleverden kan opfattes som et billede på vores indre og ubevidste verden/psykiske kræfter).
Folkevisens kendetegn/stilistisk særpræg
Folkeviserne er ofte skrevet i et formelsprog/stereotypt sprog (den tids kendte klicheer: at ”ride under ø” betyder blot at ride af sted).
Stroferne fortæller en episk historie, mens omkvædene anslår et lyrisk tema.
Viserne har ofte enderim, der sammen med omkvæd og formelsprog gør dem nemmere at huske (en typisk folkevise består af fire verslinjer, hvis rytme er nogenlunde fast).
Synsvinkel: Benytter altid ydre synsvinkel (vi får aldrig noget at vide om tanker eller følelser – personerne skildres alene gennem ydre handlinger - adfærdsbeskrivende stil.
Folkeviser er præget af en række reduktionsteknikker, der koncentrerer handlingen gennem bl.a. et begrænset persongalleri med få karakteristika, upræcise stedsangivelser og stereotype miljøfremstillinger. Al uvæsentlig handling og eventuelle forhistorier udelades (syrebadsteknikken).
Dialog formidles uden anførende sætninger, og foregår mellem højst 2 personer ad gangen. Eksempel på en anførende sætning: ”Nu skal vi spise, sagde Sebastian”. Den anførende sætning viser, hvem der siger noget.
Det er gratis at oprette en konto