Digtet Paa Sneen er skrevet af Emil Aarestrup. Emil Aarestrup er født d. 4. december 1800 og er bedre kendt som senromantisk digter. Emil Aarestrup har skrevet andre digte som eksempelvis ”Angst”, min analyse omhandler dog digtet ”Paa Sneen”.
Digtet ”Paa Sneen” omhandler en situation, hvor jeg-personen i digtet ser en kvinde der går en tur i staden. Jeg-personen følger efter kvinden, samtidig med han betragter hende fra nærmeste hånd. Han er fascineret er kvindes skygge, den er tiltrækkende, og det får jeg-personens skygge til at blande sig med kvindes skygge, hvorpå jeg-personens siger ”Den nærmede sig forvirret – Den lod – det er det Sande – Sit eget sorte Væsen”.Skyggen handler for jeg-personen, og han må savne stillingerne skyggerne smelter sammen i.
Skygge motivet i digtet pådrager sig hændelser og skyld, og jeg-personen forbliver betragteren igennem digtet. I digtet er der sket en ombytning på rollerne mellem mand og hans skygge, så på en måde kan man ikke sammenføje det indre og ydre til en helhed, de fremstår vidt forskelligt. Jeg-personen erkender dog også i den sidste strofe, at hans kød og blod savner det skyggen laver, men den onde det af jeg-personen er skyggen, og den strider imod alt hvad han egentligt står for.
Det er gratis at oprette en konto