Analyse af Lars Saabye Christensens novelle 'Grisen'

Der findes en masse forskellige kulturer. Et kulturmøde vil sige at to forskellige kulturer møder hinanden. Der er forskel på de forskellige kulturer. De kulturelle forskelle kan ses og høres. Det ses i Lars Saabye Christensens novelle Grisen fra 2004 her skriver han om en mand der ligger på hospitalet. Manden bliver helt fascineret af et billede af en gris der hænger på væggen ved hans seng. Billedet her bliver taget ned, da en muslimsk familie med en anden kultur vil have det ned, af hensyn til deres far der bliver indlagt på samme stue. Her i novellen kommer Lars Saabye Christensen ind på temaet kulturmøde, hvor man får en indsigt i hvordan det er når to forskellige kulturer møder hinanden.

Her i Lars Saabye Christensens novelle bliver der hovedsageligt brugt den indirekte karakteristik. Det er ikke særlig tit, der bliver nævnt noget om de forskellige karakterers ydre kendetegn. Her i dette citat i nogle af Asbjørns indre kendetegn. ”Asbjørn Hall kunne ligge I timevis og se på den tegning. Han blev simpelt hen i godt humør af den, der skulle ikke så meget til, måtte han indrømme, han var ikke svær at underholde for tiden, men der var noget ved den gris, der havde en ekstra krølle på halen, der gjorde ham medgørlig og let til sinds, og derfor også, i stand til at glemme at hans chancer for an overleve indgrebet, alderen taget I betragtning, var lige så små, eller lige så store, som de var for at han skulle dø.” (s. 52 l. 11- 17) I citatet her ser vi at Asbjørn bliver helt betaget af det her billede, hans tanker omkring alt andet bliver lukket ude, intet andet har nogen betydning når han ligger og kigger på dette billede. Det viser at han på dette tidspunkt er let at blive tilfredsstillet der skal ikke så meget til for at han bliver glad når dette billede er til stede. . ”Asbjørn Hall var nødt til at skifte hånd, han var ikke vant til de hersens apparater, han var ikke vant til at høre hendes stemme, og hun gentog utålmodigt, næsten aggressivt, sit efternavn, hun havde ikke tid til at vente, alting lignede med andre ord sig selv” (s. 58 l. 13-17) i dette citat får vi et indblik i hvordan Mona Hoffs og Asbjørn Halls familieforhold er. I det der bliver sagt han ikke var vant til at høre hendes stemme får det os til at kunne se hvordan deres familieforhold er. Vi kan se at de ikke normalt snakker særlig tit sammen, da Asbjørn ikke er vant til at høre Monas stemme. ”Og mens han ventede pa sin datter, fandt han er stykke papir og en blyant I natbordsskuffen og begyndte at tegne en gris. han tegnede forsigtigt, med en gammel mands hånd…… og hele hans liv foldede sig ud for ham I et øjebliks voldsom, næsten smertefuld klarhed, og Asbjørn Hall, denne gudløse og beskedne kyniker, lagde sig ned i sengen, vendte ryggen til skærmbrættet og græd.” (s.59 l. 18-26) Her i citatet får vi lov at mærke nogle af hans indre kendetegn. Citatet viser at Asbjørn er en meget følsom gammel mand. Vi kan mærke han er meget stædig eftersom, at han selv begynder på at tegne denne gris. Han vil ikke lade dem få deres vilje om at få dette billede ned. Denne novelle bygger meget på jeg-kulturen, Asbjørn mener det er hans ret til at dette billede af grisen skal hænge der, han tænker meget egoistisk, og har ikke i sinde at tænke over hvordan andre har det med billedet.”Men han så også at hun var blevet ældre, hun var i den alder hvor man pludselig bliver ældre, trækkene var ikke længere bløde, sporene blev tydeligere, hun lignede sin mor.” (s. 59 l. 29-32) Her får vi endnu engang et indblik i deres familieforhold, Asbjørn giver her igen udtryk for at han ikke har set hende længe. Han ser hun er blevet ældre hvilket får os læsere til at kunne bygge på det med at de ikke ser hinanden særlig tit. Det virker her som om de ikke har set hinanden i flere år. ”Mona Hoff satte vasen med roserne på natbordet, lænede sig ned over sengen og omfavnede sin far der blev forvirret over den pludselige nærhed, hendes kind var fugtig og varm og skuldrene spidse under den våde frakke.” (s. 60 l. 15-20) Her får vi et indblik i hvordan Mona er. Hun er en meget omsorgsfuld person virker det til, da hun krammer sin far. Hun ønsker han har det godt. Citatet siger dog også noget om deres familiesituation, her ses det at Asbjørn bliver forvirret over hun krammer ham. Hvilket siger noget om han ikke er vant til at føle det nærvær som han får når Mona giver ham et kram, hvor vi som læsere igen får den opfattelse af at de ikke har et helt så tæt forhold. Mona bliver i den dialog hun har med Aslams søn karakteriseret som en meget veltalende, direkte talende person. Hun siger sine meninger som de er. ”Hvis du vil fjerne alt hvad der vækker dit mishag, vil du få nok at gøre. Hvad med julegrisene? Vil du sætte høje hegn op om de norske bondegårde? Og tænk på alle de marcipangrise du skal rende rundt og gemme.” (s. 64 l. 22-25) I citatet får man en opfattelse af, at Mona er en meget velformuleret person, hun taler sin sag med en meget direkte næsten aggressiv tone så hendes tanker er lette at forstå. Hun bakker ikke ud af tingene, når der er noget hun virkelig står inde for. I citatet der kommer her, bliver der brugt de ydrekendetegn. ”Han havde et sort, kortklippet skæg, var i mørkt jakkesæt og hvid skjorte og gik med tykke, runde briller, så rev han tegningen ned fra væggen og krøllede den sammen.” (s. 62 l. 11-14) her hører vi så om Aslams søn, vi får her at vide hvordan det er hans ser ud, dette er et af de eneste steder i teksten hvor der bliver nævnt noget om de ydre kendetegn. Citatet siger dog også noget om hvad det er han står for, hans familie havde krævet at få billedet af grisen ned med hensyn til deres far ned til at starte med, og her har Asbjørn så valgt at lave sin egen tegning af en gris, som Aslams søn her bliver stødt af. Han har den tanke at de kun gør det for at provokerer ham og hans familie.