Jeg glemmer ikke den dag hvor min mormor døde, og hvor min mor lå inde ved siden af i soveværelset og hulkede. Jeg tænkte at hun ville være alene, så hun kunne sørge i fred, så jeg holdt hende ikke i selskab. Der slog det mig, at ikke en eneste tåre var faldet fra mine øjne. Hendes død var ikke noget som var håndgribeligt, og også noget jeg faktisk ikke forstod. Mit liv, så længe jeg kunne huske det, var aldrig præget af angst. Jeg var beskyttet fra virkelighedens mismod, og først nu erfarede jeg en tæt på mig dø. Det har fået mig til at tænke over hvad angst er og betyder for mig. Det kommer Maria Jønsson ind på i sin klumme ”… I nogle perioder har jeg op til flere gange daglig følt, at jeg var ved at dø af et hjerteanfald”.
Maria Jønsson lægger stor vægt på sin frygt for døden, og hvor meget det har påvirket hende i sit liv og hverdag. Hun frygter døden konstant, selvom hun ikke forstår den. For nogle kan det virke absurd, at døden kan fylde så meget i hverdagen, som det gør for skribenten, for det må på en eller anden måde, forværre noget af livskvaliteten når man altid tænker på, at dagen i dag kunne være ens sidste. Sådan et syn har jeg ikke på døden. Jeg har sommetider forestillet mig hvordan det ville være at være død. Det at man ikke har en bevidsthed eller en eksistens. Vil det hele bare være mørkt? For uden tanker at tænke eller øjne at se med, så kan der ikke være andet end mørke.
Det er gratis at oprette en konto