Det havde brændt sig ind på min nethinde, og det ville ikke forsvinde. Mine tanker spillede mig et puds, det vidste jeg. Der var ingen, den sorte silhuet der blev ved med at forfølge mig når jeg gik, der forsvandt hver gang jeg vente mig om, eksisterede ikke andre steder end i mit hoved, det var mørkets og tankernes kraft. Mit hoved skabte et skræmmende billede, det mørke der omsluttede mig og stjal al lys og varme, forsøgte ikke at kvæle billedet, nej tværtimod, det gav billedet, figuren, frygten næring og livskraft. Og jeg husker det tydeligt. Alle de gange hvor jeg gik ned i kælderen, og frygtede at en enorm edderkop ville komme hvæsende ud, af de sprækker der snoede sig hen over væggene som dets enorme spindelvæv og domæne. Jeg vidste godt at der ikke var nogen edderkop, og jeg vidste også godt, at der ikke ville komme en dinosaur brølende ud af vaskerummet. Men den kolde kælder, den falmede maling på væggene, og det spinkle lys fra en sparepære, var nok til at jeg alligevel skyndede mig så meget jeg kunne op ad kælderen igen.
Jeg behøvede ikke være i en skummel kælder der lugtede af fugt, eller en gammel bygning der hylende under vinden, der sneg sig ind mellem revnerne i de forfaldne mure. Nej, det skete overalt, selv der hjemme når jeg gik op ad trapperne om aftenen, ikke natten, men der ved titiden når jeg gik lidt sent i seng. Det kriblede let på min ryg, og straks var der noget i mit hoved, der fortalte mig, at der var et eller andet på vej op ad trappen sammen med mig. Det var nok til at jeg sprintede af sted op ad trappetrinene, lukkede alle dørene bag mig, og trak myggenettet på min seng for. Der var sikkert. Mit værelse med et gardin som dør var deres grænse. De kunne ikke krydse den, så længe mit værelse var varmt og oplyst.
Det er gratis at oprette en konto