”Forfølelse”. Selve ordet der angiveligt, teksten taget i betragtning, er sammensat af ordene fornuft og følelse, siger det hele. For det er jo det, teksten handler om. Og det af forfatteren selvopfundne ord ”forfølelse” er dermed også et indlysende, og i øvrigt udmærket valg af overskrift for teksten, der omhandler hvad den ældgamle strid hos menneskene har ført til. Det er ikke striden om land, magt, penge eller ære, men striden netop om ”forfølelsen” - en strid mellem fornuften og følelserne. Altså en indenlands, indenbords strid – en strid der er inden i os selv, og som kun vi kan løse. Men ifølge forfatteren, Jesper Hoffmeyer, er løsningen ganske enkel, for i stedet for den gammeldags anskuelse af at fornuften og følelserne er modspillere, rivaler, om man vil, er man nu af den opfattelse, at de er én. At de ”er så sammenvævede i vores krop og hjerne, at de ikke lader sig skille.”
Jesper Hoffmeyer beskriver hvordan der i den amerikanske neurolog, Antonio Damasios, bog ”Descartes’ Error. Emotion, Reason, and the Human Brain” argumenteres for, at fornuften og følelserne er to uadskillelige elementer hos mennesket:”Ved at sammenholde sine iagttagelser med resultater fra en lang række andre kilder arbejder Damasio sig frem til den opfattelse, at følelser er lige så kognitive som alle andre perceptionsfænomener.” Selve Damasios iagttagelser beskrives som værende ”undersøgelser af forskellige grupper af hjerneskadede patienter”, undersøgelser som gjorde, at Damasio fik en helt ny opfattelse af neuropsykologien. De iagttagelser han gjorde sig var nemlig, at de hjerneskadede patienter der, som følge af deres hjernesygdom havde ødelagt deres emotionelle – deres følelsesmæssige reaktionsmønster, var en inhabilitet i forhold til at træffe rationelle beslutninger, som var opstået netop som følge af deres ødelagte emotionelle reaktionsmønster.
Det er gratis at oprette en konto