Kærligheden mellem 2 individer kan være vanskelig på mange måder. Det er oftest forskelle i kultur, traditioner, interesser, personlighed m.m., som gør kærligheden vanskelig.
Jeg kender en gymnasieelev, med etnisk baggrund, som er forelsket i en dansker. Pigens fædreland er Marokko. Jeg går ud fra, at det er første gang hun forelsker sig på den måde. Man kan forelske sig i hvem som helst. Det afhænger slet ikke af vedkommendes religion, baggrund el. lign. Det spiller ingen rolle. Men når det så egentlig kommer til parforholdet, er der så ikke stor sandsynlighed for, at der vil opstå konflikter?
Det ville der nok gøre. Først og fremmest er begge parter opvokset i to forskellige miljøer – to vidt forskellige miljøer. Vil det ikke være lidt håbløst at forelske sig sådan en person?
Man bør være mere realistisk med hensyn til sådanne tilfælde. Men kærligheden kender jo ingen grænser, for kærlighed gør blind. Når man allerede er forelsket, tænker man ikke på dets følger.
Pigens forældre ønsker sikkert, at deres datter skal gifte sig med en fra deres landsby eller bekendte. Det er jo pigen, Rabab, som skal gifte sig – ikke forældrene! Hvorfor skulle de bestemme?
Rabab og Nikolaj var dybt forelsket. Problemet var bare, at de ikke kunne komme deres følelser til udtryk. De var begge klar over, at det ikke var ensidet kærlighed. Rabab ventede på, at Nikolaj skulle tage det første skridt og udtrykke sine følelser. Hvad ventede mon Nikolaj på? Han var måske ikke helt sikker på om Rabab også kunne lide ham. Det var han nok. Hvad forhindrede ham så i at sige de 3 simplificeret og korte ord: ”Jeg elsker dig”.
Det er gratis at oprette en konto